Veg au vin

Langtidshævede boller med græskar

Efteråret er over os, og rundt i landets butikker, bugner det med de såkaldte “Halloween græskar”. Jeg synes, at det er en rigtig hyggelig tradition, at man udhuler et græskar, hvorpå man skærer nogle fæle øjne og en stor mund, som derefter stilles udenfor med levende lys.
I min gode tro, tænkte jeg, at F (den ældste af pigerne på 21 mdr), fandt det vildt spændende, at hun nu kunne være med til at udhule sådan et græskar med sin mor, men den begejstring kommer forhåbentlig til næste år, for det der var allermest interessant i dette moment var, at køre dukken rundt i briovognen.

Nå men mor her fik altså udhulet græskarhovedet og sorteret samtlige kerner fra kødet. Jeg valgte at dele kødet op i 2 dele. Den ene del blev til en lækker og efterårskrydret Pumpkin pie, og den anden del blev revet groft på min Kitchenaid, hvorefter jeg blandede den i bolledejen. Bolledejen kom i køleskabet til efterhævning og ca. 8-12 timer efter blev der bagt de lækreste græskarboller. Opskriften på sådan nogle lækre boller lyder således:

ca. 100 g revet græskar
4-5 dl vand
1/2 dl surdej (min er over 1 år gammel)
10-12 g gær
1 1/2 tsk salt
1/2 tsk kardemomme eller kanel
150 g grahams- eller ølandshvedemel
450-500 g hvede- eller manitobamel (Alt afhængig af, hvor tynd dejen er.)

Samtlige ingredienser blandes sammen. Jeg plejer at blande de våde ingredienser sammen, inden jeg tilsætter melet. Har du en røremaskine, starter du først på 1-2, indtil ingredienserne er blandet sammen. Derefter skal dejen røres igennem på fuld knald indtil du kan høre og se, at dejen slipper fra skålen.
Hæld dejen over i en skål og beklæd denne med husholdningsfilm. Lad den hæve i stuetemperatur i ca. 1 time, hvorefter dejen stilles i køleskabet i 8-12 timer.
Når dejen er klar til bagning tager du den ud af køleskabet ca. 30 min inden. Imellemtiden varmer du ovnen op. Ovnen skal indstilles til de højeste varmegrader – gerne med undervarme. Sæt en bageplade ind og varm den op.
Du kan vælge, som jeg gør, at bruge to skeer til at smække bollerne på et stykke bagepapir, eller ved at du hælder dejen ud på et meldrysset bord og folder den sammen ca. tre gange med en dejskraber. Den bruger du derefter til at dele dejen i så mange boller, som du ønsker.
Læg bagepapiret med bollerne på den varme bageplade og sæt dem ind i ovnen i ca. 15 min. Skru ned, hvis der er behov for dette.
Spis bollerne lune med smør eller gør som jeg – Et ordentlig lag Chia butter med granatæblekerner og kakaonibs.

image1

Ingen kommentarer til Langtidshævede boller med græskar

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Veg au vin