Den mushy gulerodskage

Risengrødsboller

Risengrøden har meldt sin ankomst, og jeg er helt sikker på, at der allerede nu er blevet serveret en del risengrød allerede nu. Og hvem kan modstå det? Min kæreste skulle udenbys, så jeg gik glædeligt og ventede på, at jeg kunne lave risengrøden og alt imens den stod og gjorde sig klar, forestillede jeg mig en fredfyldt aften ved aftenbordet med F & A. En aften hvor alt sammen gik op i en højere enhed, og hvor F & jeg kunne sidde med hver vores fantastiske risengrød alt imens A blev ammet, og nyde den med velbehag.

Det skete dog ikke. En meget sulten F fik i al sin hast serveret sin risengrød, imens A gylpede mig ned af ryggen og risengrøden var ved at brænde på. F lavede en fæl grimasse, skubbede lidt rundt i grøden og jeg måtte desværre konkludere, at barnet ikke var så begejstret for det, selvom jeg med ihærdighed prøvede at smaske løs, sige “mmmmmh” og sidde med blinkende julelys i øjnene. Det virkede stik modsat af, hvad jeg havde håbet. Så der sad jeg, da ungerne var afspist, med min nisseøl og spiste risengrød helt for mig selv. Hvad gør man så af en stor rest risengrød, som nødig skal smides ud? Jeg hader madspild! Jeg brugte selvfølgelig resten til en omgang super lækre og bløde boller, som sjovt nok blev spist med stor velbehag hos både mand og barn. Det gode ved de her boller er, at du sagtens kan stille dejen til efterhævning i køleskabet i et par dage. Det bliver bollerne bestemt ikke ringere af.

Du skal bruge:
400 g risengrød
4 dl lunkent vand
20 g gær
2 tsk salt
2 tsk sukker
3 spsk surdej (ej nødvendigt)
1 tsk kardemomme
60 g havregryn
1 spsk olie
4,5 dl hvedemel
1,5 dl grahamsmel

Start med at hælde risengrøden op i en skål. Opløs gæren i det lunkne vand. Hæld det derefter ved risengrøden og tilsæt de følgende ingredienser én efter én. Kør køkkenmaskinen på lav hastighed i ca. 5 minutter og giv den derefter fuld knald indtil dejen slipper skålen. Det tager ca. 8-10 min. Når dejen er smidig, stilles den til hævning på køkkenbordet i ca. 2 timer. Ønsker du at bage bollerne efter hævning kan du sagtens gøre dette. Du kan også stille dejen til yderligere hævning i køleskabet i minimum 8 timer.

Bag bollerne i varmluft på den højeste temperatur. Hjemme hos os er det 275°. Efter 5 min stiller du ovnen på 200° og bager bollerne i 10 min. Køl bollerne af, inden du serverer dem med alskens lækkerier.

image

Velbekomme

 

Ingen kommentarer til Risengrødsboller

  • […] Kender I der, når tilbehøret til jeres aftensmåltid skal være nemt, overskueligt og lækkert på samme tid? Jeg prøver så vidt muligt, at lave noget lækkert tilbehør hver aften, men det hænder også, at der ikke er overskud til det, og så er det bare lidt lettere at hive en pose frosne ærter op fra fryseren. F er rigtig god til at smage på grøntsagerne, hun får serveret, men meget af det lader hun også ligge. Det kan være svært at sidde lettere passivt på sidelinjen og bide sig i tungen over, at hun nu atter engang sorterer gulerødderne fra kartofler alt imens hun udtrykkeligt peger på dem og siger: “ADR!!!” “Åååh, det skal nok komme en dag.”, tænker jeg, for jeg ønsker ikke at blande mig i hendes opdagelsesrejse rundt i madens forskellige smage og konsistens. At hun så heller ikke kan lide risengrød, er mig stadig en gåde. Læs om den sølle risengrødsaften lige her. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Den mushy gulerodskage