Gajar ka halwa / gulerods halwa

Kender I Gajar ka halwa? Halwa betyder søde sager og er et begreb som bruges rundt omkring i østen. Begrebet baserer på rigtig mange sødt slik og desserter – eksempelvis er Gajar ka halwa en indisk dessert og den er baseret på gulerødder, rosiner og krydderier. Første gang jeg blev introduceret for Gajar ka halwa var hjemme hos min veninde, Trine, og jeg må sige – det var noget af en sød og krydret oplevelse. Jeg har her lavet en version af Gajar ka halwa, som jeg har rørt sammen med kondenseret soyamælk. Halwa kam du bruge som topping i din soyayoghurt eller indtage den plain med lidt finthakkede nødder og mandler på toppen.


Kondenseret soyamælk:

  • 4 dl soyamælk/ mandel – eller havremælk
  • 3 dl sukker
  • 1 spsk vaniljepulver

  1. Hælk sukker, soyamælk og vaniljepulver i en kasserolle. Lad blandingen småkoge/simre i 45 min til soyamælken er reduceret til det halve. Kom derefter den kondenserede soyamælk i rengjorte glas og opbevar den på køl.

1 lille portion Gajar ka halwa:

  • 4 gulerødder
  • 1,5 tsk mørke eller gule rosiner
  • 1/2 tsk kardemomme
  • 1/2 tsk kanel
  • 1 tsk citronskal
  • 1 nip salt
  • 1,5 tsk mandler/cashewnødder
  • 1 dl kondenseret soyamælk

  1. Skræl og riv gulerødderne på den fine side af rivejernet.
  2. Kom de revne gulerødder i en kasserolle sammen med rosiner, krydderier og fintsnittede mandler.
  3. Hæld den kondenserede soyamælk deri og tænd for varmen alt imens du rører rundt.
  4. Halwaen er færdig når der ikke er mere væde tilbage i kasserollen.
  5. Hæld halwaen i en lille skål og opbevar den på køl.

 

Butter seitan med naanbrød

Fredag aften stod den på min udgave af Butter seitan med naanbrød. Det var første gang, at jeg kastede mig ud i at lave dette til aftensmad men bestemt heller ikke sidste gang. Det er først her på det sidste, at jeg har fået øjnene op for seitan, og jeg kan rigtig godt lide det. Det er rart, at der er en afveksling, så det ikke behøves at være tofu eller soyagranulater hver gang. Seitan kan du, takket være Naturli’, være så heldig at finde i både Meny, Kvickly og Super Brugsen. Det er ihvertfald dér, jeg har set det. Du kan også lave det selv, men det kræver en bestemt type mel, der er beregnet til at lave seitan. Det kan findes i Helse-Else eller bestilles over nettet.

IMG_0606

Du skal bruge:

50 g soya yoghurt

1 tsk karry

1/2 tsk kardemomme

1 tsk chili

1 tsk garam masala

1 tsk kanel

1 tsk spidskommen

2 fed hvidløg

1/2 tsk nelliker

1/2 tsk allehånde

1 tsk gurkemeje

10 g ingefær

2 tsk citron

1/2 ds hakkede tomater

1 tsk salt

olie

200-250 g seitan i tern

50 g finthakkede gulerødder

1 løg i skiver

1/2 dl madlavningsfløde (soya)

Yoghurten blendes med krydderier, ingefær, hvidløg og hakkede tomater. Hæld det over dine seitan tern og lad det trække i 1 time til 2 i køleskabet. Husk at smage saucen til, hvis den skal være stærkere eller have mere salt.

Imens kan du lave dejen til naanbrød. Opskrift længere nede

Hæld olie i en gryde og sautér løg og gulerødder. Kom saucen med seitantern deri og tilsæt soya madlavningsfløde. Lad det simre i 35 min.

Spises med ris eller naanbrød. Husk friskhakket koriander.

IMG_0603

Du skal bruge:

0,5 dl soyamælk

50 g soyayoghurt

10 g gær

1 tsk bagepulver

1 tsk sukker

1 spsk olie

50 g grahamsmel

150 g hvedemel

Lun mælken til den er fingerlun. Udrør gæren deri og tilsæt de resterende ingredienser. Ælt dejen godt sammen og tilsæt mere mel, hvis der er behov. Stil dejen til hævning i en skål på køkkenbordet i en time. Opvarm en stegepande. Den skal være MEGET varm. Tag en klump af dejen og flad den godt ud. Den må gerne være så flad som muligt. Læg den flade dej på panden og steg dem på hver side i ca. 1 min, men kig endelig til siderne undervejs.