Varme hveder med et twist af kanel, tørrede æbler og appelsinskal

Imorgen er det store bededag og en gammel tradition lyder på, at vi aftenen inden spiser varme hveder. Traditionen er omtrent 200 år gammel. Dengang i  tidernes morgen bagte bagerne store hvedeknopper, fordi de ligesom mange andre dansker havde lukket på store bededag – så kunne folk købe varme hveder om torsdagen, som altså kunne spises, når bageren havde lukket – men selvfølgelig også torsdag aften.

Der er mange der den dag idag holder denne tradition i hævd – dog har vi nok langt flere butikker som holder åbent imorgen end der var dengang.

Der findes mange variationer af hvedeknopper. Nogle kan lide dem klassiske – andre kan lide dem grove. Jeg har her lavet en udgave med appelsinskal, kanel og tørrede æbler – og ja. Det skal så lige siges, at det er den 2. portion jeg laver idag, da jeg ved et forfærdeligt uheld brændte det første hold på


BILLEDE

Hveder med et strejf af appelsin, kanel og æbler (6-8 stk):

  • 30 g gær
  • 1/2 dl olie
  • 2 dl mandelmælk
  • 1 spsk sukker
  • 2 tsk salt
  • 1 tsk kanel
  • 1/2 tsk kardemomme
  • 1-2 spsk revet appelsinskal
  • 1 dl tørrede æbletern fra Urtekram
  • 2,5 dl havregryn
  • 6 dl hvedemel

  1.  Lun mandelmælk og olie  i en kasserolle
  2. Hæld den lune blanding sammen med gær, sukker, salt og krydderier.
  3. Tilsæt revet appelsinskal, æbletern, havregryn og mel og ælt dejen godt sammen.
  4. Tilsæt mere mel hvis dette er nødvendigt.
  5. Lad dejen hæve i ca. 1 time.
  6. Tænd ovnen på 200°
  7. Form 6-8 boller af dejen og placer dem tæt på en bageplade beklædt med bagepapir.
  8. Lad bollerne efterhæve i 15-20 min.
  9. Sæt bollerne i ovnen og bag dem i 10-12 min.
  10. Server bollerne nybagte eller ristet på brødristeren med kanelsmør og jordbærmarmelade.

Olivenbrød

Hvis der er én særlig ting jeg savner fra min tid i Sydfrankrig er det ‘Pain aux olives’ fra den lokale bager i Tourrettes Sur-Loup. Jeg elskede smagen af oliven i brødet og dets bløde og saftige konsistens. Jeg får mundvand bare ved tanken om det. Det tog mig ikke mange sekunder at beslutte mig for at bage det såkaldte ‘Pain au olives’ og det blev intet mindre end vellykket.


Pain aux olives:

  • 2 dl oliven
  • 3 dl vand
  • 1/2 dl surdej (eller vand hvis du ikke har surdej)
  • 1 lille stykke gær
  • salt
  • 2,5 dl groft mel (jeg brugte purpurhvedemel)
  • 5 1/2 dl hvedemel

  1. Start ud med at fjerne stenene fra dine oliven.
  2. Kom dem i en røreskål sammen med vand, surdej, salt og gær og rør gæren ud.
  3. Tilsæt det grove mel samt hvedemelet (lidt ad gangen).
  4. Ælt dejen på en røremaskine alt imens du tilsætter det sidste hvedemel. Dejen skal æltes godt igennem indtil den slipper skålen – ca. 5-10 min.
  5. Lad dejen hæve i et par timer på køkkenbordet eller stil den i køleskabet til næste dag.
  6. Tænd ovnen på 250°.
  7. Hæld dejen i en brødform og bag brødet i ca. 20-25 min (da det varierer fra ovn til ovn er det vigtigt, at du tjekker om brødet er færdigbagt).

Franskbrød med boghvedekerner

Hjemmebagt franskbrød er virkelig lækkert. Især når brødet er luftigt, blødt og med en sprød krumme. Dejen til dette franskbrød har jeg fyldt med boghvedekerner. Udover det tilsætter jeg også ofte en sød kartoffel i tern og det gør underværker for brødet.

Står den på hjemmebagt brød imorgen tidlig?

IMG_4499

  •  25 g gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 1 spsk sukker
  • 2 tsk salt
  • 1 dl havregryn
  • 1 dl boghvedekerner
  • 7 dl mel
  • 1 spsk plantesmør

  1. Udrør gæren i lunkent vand.
  2. Tilsæt salt og sukker.
  3. Rør de sidste ingredienser i og ælt dejen grundigt inden du stiller den til hævning i ca. 2 timer.
  4. Tænd ovnen på 250º.
  5. Hæld dejen i en brødform beklædt med bagepapir eller smurt med olie.
  6. Bag først brødet i ovnen i 10 min og skru derefter ned for varmen på 200º og bag brødet i 20-30 min. Brødet skal lyde hult, når du banker på det.
  7. Spises med Naturli’s lækre plantesmør

IMG_4495

Pastinak-kage med hasselnødder og kakaonibs

Lyder overskriften en anelse mærkelig i dine ører? Måske? Pastinak-kage er vist ikke noget, der bliver talt om så tit, men hvorfor skulle det være så meget anderledes end når vi bager gulerodskage – eller squashkage for den sags skyld?

Tanken var egentlig ikke “kage”, da jeg i torsdags så den pose med økologiske pastinakker, som var nedsat til en flad 10ér
(jeg elsker for i øvrigt STOP MADSPILD konceptet!). Det var egentlig først om søndagen, at det slog mig: ” Det er søndag – det er kagetid!”. 

Og ja. Så måtte jeg igang. Med to små tilskuer ved min side, jonglerede jeg med bageingredienserne, tændte for køkkenmaskinen og 1-2-3 var kagen klar til at blive bagt. Det plejer at gå rimelig stærkt, når jeg bager kage, men det kan jeg vist kun takke min køkkenmaskine for.

Kagen er skøn – kagen er mild og med en fin balance takket være kakaonibs og finthakket hasselnødder, som er med til at give kagens sødme en anelse modspil.


IMG_4458Pastinak-kage med hasselnødder og kakaonibs:

  • 1 stor pastinak eller 2 små
  • 3 spsk plantesmør
  • 1 tsk eddike
  • 2 dl plantemælk
  • 1 tsk bagepulver
  • 1,5 tsk vaniljepulver/sukker
  • Skallen fra 1 citron
  • 1/2 tsk natron
  • 1,5 dl sukker
  • 2,5 dl mel
  • 1 håndfuld finthakket mandler
  • 4-5 spsk kakaonibs

  1. Tænd ovnen på 200°
  2. Klargør din pastinak, skær den i grove tern og kog den mør i en kasserolle med vand.
  3. Hæld pastinakken i en skål og brug en elpisker eller piskeris til at mose pastinakken.
  4.  Tilsæt smør, eddike, sukker, natron, bagepulver, vanilje og revet citronskal i skålen.
  5. Pisk dejen godt sammen.
  6. Tilsæt plantemælk og mel i lidt efter lidt indtil der ikke er mere tilbage.
  7. Tilsæt finthakket hasselnødder og kakaonibs i dejen.
  8. Hæld dejen i et lille fad beklædt med bagepapir og bag kagen i 35-40 min.
  9. Lad kagen køle af og server den med pisket soyaflødeskum.

IMG_4449

Cookies med græskarkernesmør og hampefrø

Har I prøvet Urtekrams græskarkernesmør? Den er bare SÅ flot i farven – Wuauw. Jeg havde ikke rigtig tænkt så meget over smagen, da jeg åbnede den men selvfølgelig smager den af græskarkerner – det er da klart. Jeg er bare ikke rigtig blevet dus med denne sag som smørbar på mit brød, og det ærger mig en smule. Dog har jeg fu det ud af, at den passer perfekt som ingrediens i de her cookies sammen med hampefrø, og jeg lover jer, at de har en sprød og krummende effekt.


IMG_4436Cookies med græskarkernesmør og hampefrø:

  • 50 g plantesmør
  • 50 g græskarkernesmør fra Urtekram
  • 50 g brun farin
  • 60 g mel
  • 50 g havregryn
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 2 spsk hampefrø
  • 1 nip salt
  • 1,5 spsk citronsaft

  1. Tænd ovnen på 190º
  2. Bland alle ingredienser sammen til en ensartet masse.
  3. Tril omtrent 8-10 små kugler af dejen og tryk dem flade på en bageplade beklædt med bagepapir.
  4. Bagetiden er mellem 8-10 minutter men tjek endelig undervejs.
  5. Opbevar dine cookies i en lufttæt beholder for at bevare sprødheden.

IMG_4423

Cookieevent og Morgenmadspizzaer

Til de af jer, som også følger med på min facebook og instagramprofil, kommer det tydeligvis ikke bag på nogen, at humøret var i topform, da vi uddelte cookies i byen i Aalborg. Jeg gik derfra med en følelse af, at vi havde gjort et kanon godt stykke arbejde og selvom jeg havde begge pigerne med, gik det hele alligevel op i en højere enhed. Med Anna på ryggen i viklen og med Freya på hhv gåben og i barnevogn, fik vi mødt en masse glade mennesker, som hjerteligt takkede ja til en vegansk cookie med dertilhørende folder. Og overraskende nok var der mange, som faktisk lyste op, da de hørt ordet “Mad med Medfølelse” og “vegansk”. Det viser bare, at der er rigtig mange folk der måske interesserer sig mere for veganisme, bæredygtighed og grøn mad end tidligere. Det er helt sikkert takket være den viden vi tildeler os idag igennem internettet og medierne samt den brede forståelse for at vi skal gøre noget mere for dyreetik og dyrevelfærd.

IMG_4404 Og med hjælp fra et skønt grisekostume lånt, som vi lånte af Dyrenes Alliance i Århus, fik vi skabt en del fokus og glæde iblandt de mange forbipasserende.

For et par dage siden postede jeg et billede af disse morgenmadspizzaer. Jeg har tidligere postet et indlæg om morgenmadssnegle som du kan se her, så derfor var det også på sin plads, at jeg kastede mig ud i at lave små pizzaer, som kan spises til morgenmad eller brunch. Det bedste af det hele er, at du bestemmer selv, hvad du bruger af topping. Jeg giver jer dog lige lidt inspiration og viser hermed, hvad jeg toppede mine pizzaer med:


IMG_4380Morgenmadspizzaer 4-5 stk:

  • 1 portion basicdej
  • 10 dadler
  • 1/2 dl plantemælk
  • 2 spsk kakaonibs
  • 1 tsk kanel
  • 2 æbler
  • 2 bananer
  • 1-2 spsk hampefrø
  • evt. revet citronskal og finthakket mynteblade

  1. Lav en portion basicdej
  2. Fjern stenene fra de 10 dadler og blend dem sammen med kakaonibs, havremælk og kanel.
  3. Del dejen i det antal du ønsker og rul dem ud. Husk at tænde for ovnen på 200°.
  4. Fordel lidt daddelcreme på dine små pizzaer og skær æbler og bananer i tynde både og skiver.
  5. Top dine små pizzaer med frugten og bag dem i ovnen i 12-14 min.
  6. Efter bagning kan du strø dine pizzaer med hampefrø, revet citronskal og evt. finthakket mynteblade.

 

Blåbærmuffins

Idag fylder min ældste datter Freya 2 år. 2 ÅR?? Det er slet ikke til at forstå hvor tiden lige er blevet af? Lige pludselig forstår jeg godt det budskab der lyder rundt omkring, når andre forældre prædiker om, at man skal HUSKE at nyde nuet sammen med sine kære små for inden man ser sig om, er de fløjet fra reden. Av. Der er heldigvis mange år endnu, men de år kan hurtigt nå at indtræffe.

Og selvom hendes fødselsdag først bliver fejret i dagplejen imorgen og med bedsteforældrene om 2 uger, skal hun selvfølgelig ikke snydes for gaver og fødselsdagskage på hendes store dag – det er jo trods alt ikke hver dag, at man fylder 2 år. Freya ved udemærket godt hvad kage er, og hun elsker det – hvem gør ikke det? Jeg valgte at bage blåbærmuffins, som hun også får med i dagplejen imorgen sammen med pizzasnegle

img_4069

På toppen kastede jeg mig ud i at lave Laa-Laa fra Teletubbies, da det er det helt store hit i hjemmet. Da det godt kan være en anelse svært at opdrive vegansk fondant, fandt jeg heldigvis en hjemmeside, hvor der lige netop var noget brugbart fondant. Hvad synes I om resultatet?

img_4071

Til 6 store muffins skal du bruge:

2,5 dl plantemælk

2 spsk citronsaft

120 g sukker

60 g plantesmør

2,5 tsk bagepulver

1/2 tsk natron

Skallen fra 1 citron

2 tsk vaniljesukker

5 dl mel

1 bakke blåbær


  1. Indstil ovnen på 200°
  2. I en skål blander du alle de tørre ingredienser
  3. I en anden skål mixer du sukker, smør, revet citronskal, vaniljesukker og citronsaft med en elpisker.
  4. Hæld plantemælken deri og pisk.
  5. Tilsæt melblandingen lidt efter lidt.
  6. Kom blåbær i blandingen og bland dem forsigtigt sammen.
  7. Fyld muffinsforme med kagedejen. Da dejen hæver, skal du ikke fylde formene helt ud. Fyld dem op til ca. lidt over halvdelen.
  8. Bag dem i ovnen på 200° i ca. 25-30 min.
  9. Pynt dem med glasur eller en skøn smørcreme  (1:1 af flormelis og smør evt. med revet citronskal)

Velbekomme.

Gulerodsboller

Hvis der er én der elsker at bage boller og brød i hjemmet, så er det vist mig. I weekenden er der både blevet bagt boller, rugbrød og chokoladekage til stor fornøjelse for børn og voksne – man kan vist roligt sige, at vi ikke mangler noget – tværtimod. Har du også lyst til at bage, synes jeg helt bestemt, at du skal kaste dig ud i denne simple men samtidig lækre opskrift på gulerodsboller, der også fungerer fint som fødselsdagsboller.

Du skal bruge:

3 dl plantemælk

50 g plantesmør

15 g gær

2 tsk salt

2 tsk sukker

2 gulerødder

2,5 dl grahamsmel

9 dl mel + lidt ekstra

Ekstra: hørfrø, solsikkekerner og/eller sesam


Lun mælken og smørret i en kasserolle – temperaturen skal være fingerlun. Hæld blandingen i en skål og tilsæt gær, salt og sukker. Riv gulerødderne på den fine side af rivejernet. Tilføj det til gærblandingen. Tilsæt de to meltyper og ælt dejen godt sammen. Dejen skal ikke føles klistret, når du tager fat i den, så det er meget muligt, at der måske skal lidt mere mel i under æltningen. Lad dejen hæve under et viskestykke i 40 minutter.

Tænd ovnen på 200°. Tril boller af dejen og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg fik 9 boller af dejen. Pensl dem med lidt vand og pynt dem med forskellige frøsorter. Jeg brugte blandt andet solsikke, sesam og knuste hørfrø. Når ovnen er klar, skal de bage i ca. 15 minutter.

Lad dem køle af, når de er færdigbagte, og når de er klar anbefaler jeg stærkt at servere dem med smør og en kop varm kakao.

Velbekomme.

Veganske fastelavnsboller

“Fastelavn er mit navn boller vil jeg have, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade”. Hvem kender ikke denne sang, som synges i starten af februar måned, og hvem har ikke i traditionen tro et fad med fastelavnsboller på bordet? Da det er fastelavn i slutningen af februar, altså den 26/02, gør det ikke noget, at tyvstarte når det kommer til at spise fastelavnsboller. Igår postede jeg en dej, som kan bruges til flere forskellige formål blandt andet disse lækre fastelavnsboller med hjemmerørt vaniljecreme. Så kan du, ligesom jeg, ikke vente til fastelavn, synes jeg helt bestemt, at du skal kaste dig ud i at lave fastelavnsboller allerede nu. Udover vaniljecreme kan du vælge at fylde dem med chokolade eller syltetøj –

Hvilket fyld kan du godt lide at fylde i dine fastelavnsboller?

img_4004

Du skal bruge:

1 portion basicdej

Creme:

2 dl plantemælk

2 spsk sirup

2-3 tsk vaniljepulver/sukker

revet skal fra 1 citron

1 dl vand/plantemælk

3 spsk majsstivelse/Maizenamel

Remonce:

2 spsk sukker

3 spsk smør

10-20 g revet marcipan


  1. Lav din basicdej – link i ingredienslisten.
  2. Start ud med at gøre cremen klar til dine fastelavnsboller.
  3. Hæld plantemælk i en kasserolle og tilsæt sirup, vanilje og revet citronskal.
  4. Tænd for blusset og varm mælken godt igennem.
  5. Ved siden af dig har du gjort din jævning klar (maizenamel røres ud i koldt vand/plantemælk). 
  6. Lad mælken komme op på kogepunktet og hæld din jævning deri alt imens du pisker med et piskeris. Med tiden vil mælken blive tykkere i konsistens.
  7. Lad cremen koge igennem i ca. 1 minuts tid inden du tager den af blusset og lader den køle en smule af.
  8. Remoncen blander du sammen i en skål. Tilsæt evt. Mere smør hvis remoncen føles alt for fast.
  9. Rul dejen ud og skær kvadrater af dejen. Størrelsen på kvadraterne afhænger alt af, hvor store du ønsker dine fastelavnsboller.
  10. Læg en klat vaniljecreme og 1 tsk remonce eller evt. en tsk marmelade/eller et lille stykke mørk chokolade på kvadraten.
  11. Fold enderne mod hinanden og klem siderne mod hinanden, så cremen ikke kan komme ud.
  12. Tænd ovnen på 170°.
  13. Læg fastelavnsbollerne på en bageplade beklædt med bagepapir, pensl dem med vand eller plantemælk og lad dem hæve i 15 min.
  14. Sæt dem i den varme ovn og bag dem i 12 min.

Efter afkøling bør fastelavnsbollerne pyntes med lidt farverig glasur. Det kan enten gøres med kakaopulver, lidt rødbedesaft eller en smule gurkemeje, som blandes op sammen med flormelis.

Velbekomme.

Pølsehorn

Pølsehorn kommer vi ikke udenom når man som jeg har småbørn i hjemmet – det er hyggeligt at bage dem sammen med sine børn, de er nemme at have med på tur og så mætter de. I sidste uge var jeg forbi vores lokale Aldi for at købe spread og pølser. For 1-2 måneder siden lancerede Aldi en del veganske produkter, som er fast i deres sortiment. Priserne ligger i et prisleje som alle kan være med på. Deres 7 forskellige spreads ligger på 16,95 kr og det samme mener jeg, at pølserne gør. Og.. Det bedste af det hele er, at det oser af økologi, så hvis du har en Aldi nærområdet, så synes jeg, at du skal overveje at give den et besøg. Det er overraskende hvor mange gode og billige produkter, de har.

img_3852

Du skal bruge:

1 portion basicdej

2 pakker pølser fra Aldi (der er 7 små pølser i en pakke)

ketchup og/eller sennep

evt. sesamfrø til pynt


Ovnen tændes og indstilles til 200°. Del dejen i tre. Tag én portion dej ad gangen og rul dem flade. Smør dejen med ketchup og/eller sennep, inden du deler dejen yderligere i små trekantede felter. Placer en pølse på hvert felt og fold dejen rundt om pølsen. Læg pølsehornene på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl pølsehornene med vand eller plantemælk. Strø sesamfrø over pølsehornene hvis dette ønskes. Bages i ovnen i ca. 10-12 minutter.

Velbekomme og god søndag.