Pizzasnegle

Ude godt men hjemme bedst. Efter en dejlig tur til det Sønderjyske med lille A, er det nu også rart at være hjemme igen ved min bedre halvdel og F. Derfor har der også været en smule stille på bloggen – og selvfølgelig også i køkkenet. Idag blev der bagt pizzasnegle til den helt store guldmedalje. Det gode ved pizzasnegle er, at du selv bestemmer, hvilket fyld du ønsker at komme i. Jeg kan især godt lide dejen til pizzasnegle, da den er baseret på min opskrift på favoritdej som nok mere er en form for basicdej. Tomatsaucen er baseret på saucen, som jeg brugte til en skøn ret med spaghetti og Naturli’s frikadeller. Så har du ligesom jeg lyst til et par gode luftige pizzasnegle, så kommer der en fremgangsmåde lige her.

img_3992

Du skal bruge:

1 portion basicdej

1 portion tomatsauce

Fyld:

1 finthakket løg

1-2 håndfulde spinat eller grønkål

1 finthakket peberfrugt

1 håndfuld finthakket soltørret tomater og/eller oliven

Solsikkecreme:

3 spsk solsikkekerner udblødt i vand i et par timer

2-3 spsk gærflager

2 tsk røget paprika

1 tsk løgpulver

2-3 tsk citronsaft

2 tsk oregano


 Tænd ovnen på 200º. Rul din dej ud til en rektangel form. Fordel lidt tomatsauce ud på dejen. (Der vil være tomatsauce til overs, men dette kan du bruge og gemme til mange andre retter. Stil saucen på køl eller den ned i portioner).

  Blend de udblødte solsikkekerner med vand, gærflager og krydderier til en ensartet masse. Smag til med salt, peber og citronsaft. Fordel fyld og solsikkecreme ud på dejen. Rul dejen sammen til en lang pølse og skær den ud i det antal pizzasnegle som der ønskes – store som små. Jeg fik ca. 10 snegle ud af min dej. Læg sneglene på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk dem flade med en paletkniv. Stil dem i ovnen og bag dem i 12-15 min. Køl pizzasnegle af og server dem med en sprød salat.

Velbekomme.

Spaghetti med tomatsauce og Naturli’s frikadeller

Godt nok er jeg netop nu ude på Lars Tyndskids marker – altså derude hvor man slår malingen fast med søm og hvor man tror, at veganere lever af græs og mælkebøtter – men at jeg lige netop i  den lokale ‘Super Brugsen’ skulle finde et nyt produkt fra Naturli’ den havde jeg vitterligt ikke set komme. Selvfølgelig blev jeg nødt til at hive hele to pakker med hjem. Hegnet positivt overrasket over smag og konsistens. Da selve frikadellerne er krydret med harissa, som er en spicy men også sødlig chiliblanding fra Nord Afrika, syntes jeg, at de indgik perfekt i denne enkle pastaret, som jeg lavede her til aften hos mine forældre. Min far elsker når jeg går i krig i køkkenet hjemme hos dem, for så er der altid lidt nyt at smage på.

img_3977

Til 2 personer skal du bruge:

3 spsk olie

1 løg

1 stængel bladselleri

1/4 selleri

3 gulerødder

2 fed hvidløg

2 spsk balsamico

3 tsk røget paprika

1 tsk paprika

1 bouillonterning

2 spsk oregano

1 spsk timian

2 spsk soya

1 ds tomatpure

1 ds hakkede tomater

2 dl vand

salt og peber

1-2 pakke Naturli’ frikadeller

fuldkorns spaghetti

stavblender


Klargør alle grøntsager (skæres i tern) og find en gryde frem fra skjul. Hæld olie deri og tænd for blusset. Tilføj balsamicoeddike og grøntsagerne. Vend det et par gange rundt i gryden. Hæld pure, hakkede tomater, bouillon, krydderier og vand deri inden du kommer låg på og lader det koge i 20-25 min. Tag gryden af varmen og blend tomatsaucen med din stavblender. Smag tomatsaucen til med salt og peber. Tilsæt frikadellerne fra Naturli’ og stil den tilbage på kogeblusset på lav varme. Kog spaghetti efter anvisning på pakken og server dem sammen med din tomatsauce. Tilføj evt. Friske krydderurter og veganerost. Velbekomme.

img_3975

Hverdagsskriblerier #1

img_3947

Mødre har uanede kræfter og en vis portion tålmodighed. Det er ihvertfald noget, som jeg siger til mig selv alt imens jeg med et vågent øje prøver at holde øje med tiden for at beskæftige mig med et eller andet, når jeg nu ikke har taget læsestof med til fornuftig tidsfordriv imens A sover. Søvn er en by i Rusland, når man har småbørn men tilgengæld er man ved sin fulde fem for man når jo alligevel at få vandspulet kroppen og gjort sig klar, inden man får vækket ungerne og skovlet noget morgenmad i dem, sørget for diverse tasker er pakket, hjulpet ungerne i tøjet inklusive én selv, og smidt alle de nødvendige ting ud i bilen for at heade direkte mod banegården – right on time men lige på falderebet. Og her sidder vi så – A og jeg i et meget forsinket tog mod Sønderborg. Jeg indrømmer gerne, at jeg var ved at skide grønne grise, da vi i det første tog blev mødt med forsinkelse. Tanken om at skulle stå i 2 timer på Fredericia banegård og vente på det næste tog behagede mig ikke. Heldigvis for det, var toget vi skulle med også forsinket – med ca. 40 min. Og heldigvis for det nåede jeg at indtage dagens første kop kaffe og en rawball fra 7/11 for at udnytte ventetiden bedst muligt – så lad os bare kalde det for en win-win situation, at jeg alligevel ikke skulle skide grønne grise på Fredericia banegård.

Imens min kæreste er hjemme sammen med F er A og jeg taget på et lille ophold hjem til deres mormor og morfar – og mon ikke det nok skal blive hyggeligt? Det håber vi. Det er første gang at jeg skal være væk fra F i så lang tid (3 overnatninger). Jeg ved, at jeg kommer til at savne hende som en gal, men samtidig ved jeg også bare, at hun får nogle skønne dage med hendes højtelskede far. Jeg ved ihvertfald at vi har dagene fyldt godt ud med diverse aktiviteter – men alligevel ser jeg frem til at holde om dem igen i weekenden – begge to!

 

One pot pasta med spinat og grønkål

Vi er kommet ind i en spaghettistime herhjemme, men det tror jeg bestemt ikke, at der er nogle af husets andre beboere som protestere imod – begge pigerne og ikke mindst herren i huset elsker spaghetti, så jeg må give mig. Noget af det, som jeg er stødt på op til flere gange i løbet af år 2016 er de såkaldte ‘One-pot-pasta’ dishes. For en, til tider ret presset, børnefamilie er dette simpelthen formidabelt. Det går egentlig blot ud på, at du med én gryde i brug kan fremtrylle den lækreste pastaret frem i løbet af 25 minutter. Smart, ikke? img_3940

Til 2 personer skal du bruge:

1-2 tsk olie

1 løg

1 peberfrugt

2 fed hvidløg

2 tsk røget paprika

2 tsk løgpulver

2 spsk soyasauce

saften fra 1 citron

1 ds flåede tomater

en håndfuld finthakket persille

2 håndfulde grønkål

2 håndfulde spinat

1/2 bouillonterning

1 dl plantemælk

1 dl vand

Fuldkornsspaghetti til 2 personer ca. 200-250 g


Snit løg, peberfrugt og hvidløg. Tænd for kogeblusset, hæld olie i gryden og tilføj de snittede grøntsager. Rør rundt et par gange og tilsæt krydderier, gærflager + soyasovs. Skyl dit grønkål og spinat inden du kommer det i gryden sammen med de resterende ingredienser – altså bouillon, citronsaft, plantemælk, flåede tomater, vand og spaghetti. Læg låget på og lad retten småkoge i ca. 20 minutters tid eller indtil spaghettien er færdigkogt. Tilsæt evt. mere væske undervejs hvis dette er nødvendigt. Smag retten til med salt og peber og pynt endelig din ret med friske spirer, hvis du har dette i hjemmet.

img_3939

Velbekomme.

Chokoladekage med revne rødbeder

Er du også vild med chokoladekage er det her måske et godt bud på en god fyldig én af slagsen? Som jeg nævnte igår har weekenden været fyldt med diverse bagværk i alle afskygninger og den her rødbedekage så altså dagens lys i lørdags. At den allerede er spist kommer vi ‘hmm hmm’ eller jeg ikke nærmere ind på 😳.

Og hvis du derude tænker hvad i alverden en rødbede laver i en chokoladekage – ja så er det altså noget der ses oftere i kagebilledet – altså at der sniger sig en sund grøntsag ind i en sukkersød kage. Jeg har tidligere poster kager med grøntsager i som denne her eller her.

img_3933

Du skal bruge:

160 g sukker

2 hørfrøæg ( 2 spsk knuste hørfrø + 6 spsk vand)

50 g plantesmør

1 stor rødbede eller to små, fintrevet

100 g smeltet mørk chokolade

3 dl mel

2,5 dl kakaopulver

1 nip salt

1 spsk revet citronskal

2 tsk bagepulver

2 tsk vaniljesukker

2 tsk kanel

1 dl plantemælk

Tænd ovnen på 200º. Pisk sukker, smør og hørfrøæg til en ensartet masse. Tilsæt mælk, smeltet mørk chokolade sammen med de revne rødbeder og citronskal. Sigt mel, kakaopulver, bagepulver, salt, vaniljesukker og kanel i dejen og vend det i dejen. Kom kagedejen i en smurt kageform/eller som er beklædt med bagepapir. Stil kagen i ovnen i ca. 45-60 minutter. Tjek kagen undervejs og dæk den med bagepapir hvis overfladen tager for meget farve.

Server kagen med en ganache af 60 g smeltet mørk chokolade blandet med 1/2 brik plantefløde til en ensartet creme. Lad den stå på køl til ganachen er blevet fast. Smør ganachen ud på kagen inden servering og pynt med friske bær.

img_3942

Velbekomme

Gulerodsboller

Hvis der er én der elsker at bage boller og brød i hjemmet, så er det vist mig. I weekenden er der både blevet bagt boller, rugbrød og chokoladekage til stor fornøjelse for børn og voksne – man kan vist roligt sige, at vi ikke mangler noget – tværtimod. Har du også lyst til at bage, synes jeg helt bestemt, at du skal kaste dig ud i denne simple men samtidig lækre opskrift på gulerodsboller, der også fungerer fint som fødselsdagsboller.

Du skal bruge:

3 dl plantemælk

50 g plantesmør

15 g gær

2 tsk salt

2 tsk sukker

2 gulerødder

2,5 dl grahamsmel

9 dl mel + lidt ekstra

Ekstra: hørfrø, solsikkekerner og/eller sesam


Lun mælken og smørret i en kasserolle – temperaturen skal være fingerlun. Hæld blandingen i en skål og tilsæt gær, salt og sukker. Riv gulerødderne på den fine side af rivejernet. Tilføj det til gærblandingen. Tilsæt de to meltyper og ælt dejen godt sammen. Dejen skal ikke føles klistret, når du tager fat i den, så det er meget muligt, at der måske skal lidt mere mel i under æltningen. Lad dejen hæve under et viskestykke i 40 minutter.

Tænd ovnen på 200°. Tril boller af dejen og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg fik 9 boller af dejen. Pensl dem med lidt vand og pynt dem med forskellige frøsorter. Jeg brugte blandt andet solsikke, sesam og knuste hørfrø. Når ovnen er klar, skal de bage i ca. 15 minutter.

Lad dem køle af, når de er færdigbagte, og når de er klar anbefaler jeg stærkt at servere dem med smør og en kop varm kakao.

Velbekomme.

Fyldig Citronkage med birkes

Hvis der er én ting, som jeg altid har i køleskabet, er det økologiske citroner. Citroner er rige på c-vitamin og kan bruges både i det salte og søde køkken – desuden kan de også anvendes som rengøringsmiddel og skønhedsprodukt til huden. Man kan vist roligt sige at citroner er en all-around-citrus-frugt.

Ét af mine mål for 2017 er at komme igang med at sylte og fermentere, da det ikke er noget jeg som sådan har gjort mig så mange erfaringer med – og når jeg på et tidspunkt går i krig med dette, skal syltede citroner være ét af mine projekter. Men inden da, spiser jeg gerne et stykke citronkage eller to.img_3915

Du skal bruge:

1,5 dl sukker

3 spsk kokosolie

2 hørfrøæg (2 spsk knuste hørfrø + 6 spsk vand)

skal + saft fra 1 citron

3 spsk birkes

1 tsk natron

1 tsk bagepulver

2 tsk vaniljesukker

3 dl mel

1,5 dl plantemælk


Stil ovnen på 190°. Sukker og kokosolie blandes sammen i en skål og piskes med en elpisker. Kom hørfrøæg deri sammen med saft og skal fra 1 citron.  Pisk det hele godt sammen. I en anden skål blander du de tørre ingredienser bortset fra birkes. Sigt derefter ingredienserne ned i sukkerblandingen. Tilsæt birkes og din plantemælk lidt efter lidt imens du pisker. Kom kageblandingen i en kageform beklædt med bagepapir. Kom kagen ind i den varme ovn og bag den i omtrent 40-45 minutter. Server flødeskum til kagen eller strø et fint lag flormelis over den.

img_3914

Velbekomme.

Ærte-grønkålssuppe

Suppe er skønt i en tid, hvor det allerbedste man overhovedet kan forestille sig er at lægge sig godt tilrette under de store vamsede tæpper alt imens den kølige vind banker mod ruden. Jeg har de seneste mange dage levet højt på suppe. Det er nemt, smager godt og så er der udsigt til nem aftensmad dagen efter. Med lidt trylleri og en god stavblender kan du sagtens få en helt igennem skøn suppe som denne. Jeg valgte at toppe min suppe med soyafløde og en skøn spire blanding fra Tiny Gardens, som hedder Frederikkes Mix, som indeholder rucola, radise, bukkehorn rød kløver og fennikel. img_3872

Til 2 personer skal du bruge:

1 løg

1 fed hvidløg (finthakket)

1/2 tsk tørret chili

1/4 selleri i tern

5 dl bouillon

2 dl ærter

50 g grønkål

ca. 1/2 dl plantemælk

salt & peber


Løg og hvidløg svitses i en gryde sammen med selleri i tern. Kom chili, ærter og grønkål deri. Tilsæt din bouillon og lad suppen koge under låg i 20 min. Tag suppen af varmen og blend den lind med en stavblender. Hæld en smule plantemælk deri og smag suppen til med salt & peber. Top din suppe med fløde og mikrogrønt.

Velbekomme.

Mungbønnepostej

Kan du ligesom jeg godt lide en rubber med postej? Så se med her, for denne postej vil med garanti falde i god smag hos selv de yngste i huset. F nød ihvertfald at slikke skålen ren. Der er ikke noget fancy pancy over selve opskriften på denne postej – men når du først smører et tykt lag på din rugbrødsmad og smækker to agurkeskiver på – se SÅ snakker vi æstetik. Jeg har erfaret, at dét krydderi, som er med til at give postejen kant og en god smag er allehånde. Udover det er der ikke så meget andet at sige end værsgo:

img_3887

Du skal bruge:

2 dl mungbønner

1 løg

1,5 tsk allehånde

3 tsk salt

2 tsk røget paprika

1 tsk løgpulver

1 fed hvidløg

3 spsk gærflager

2 tsk æbleeddike/citron

5 spsk fløde (eller plantemælk)

2 spsk knuste hørfrø

1 dl rasp

2 spsk olie

1 spsk bouillonpulver

peber


Start ud med at skylle mungbønnerne i koldt vand. Derefter skal de koge i ca. 30 minutter. Når dine mungbønner er færdigkogte, skal de køle af, inden du går videre i processen.

Tænd ovnen på 200°. Hæld de afkølede mungbønner op i en foodprocessor og tilsæt én efter én de følgende ingredienser. Ejer du ikke en foodprocessor, kan en stavblender godt gå an. Smag endelig til undervejs. Hæld postejen op i et ildfast fad, som du inden da har smurt med olie, eller brug istedet et stykke bagepapir. Dæk postejen til så den ikke bliver for mørk i toppen og bag den i 40 min.

Velbekomme.

img_3885

Jordbær smoothie med basilikum

I denne periode, hvor vejret er bidende koldt, er det måske ikke oplagt at drikke smoothies, selvom det selvfølgelig godt kan lade sig gøre – man skal nok bare være forberedt på, at det godt kan føles meget koldt især når man som jeg er en smule kuldskær i forvejen.

Igår valgte jeg at blende en jordbærsmoothie til min morgenmad. At jordbær og basilikum klæder hinanden godt, beviser denne smoothie ved første slurk.


Du skal bruge:

2 dl frosne jordbær (eller friske)

2 dl rismælk

1 stor håndfuld basilikum

1 banan

2 tsk revet skal fra 1 citron

2 spsk hampefrø (er ej nødvendigt)

1 lille håndfuld isterninger (hvis ikke du bruger frosne jordbær)

img_3886

Med et snuptag blender du alle ingredienserne med en stavblender eller en ganske almindelig blender til en uimodståelig smoothie. Nyd din smoothie på alle tidspunkter af døgnet.

Velbekomme.