Chips á la kartoffelskræl

Igår da jeg var i færd med at skrælle kartofler slog det mig lige pludselig, at selve skrællen på kartoflerne var så fin, at det næsten ville være synd at smide det ud til grønt affald. Det er selvfølgelig altid en mulighed at lade skrællen blive på kartoflerne, med det var ikke det, der var planlagt. Istedet røg de en tur i ovnen og under 30 minutter var kartoffelskrællerne blevet forvandlet til sprøde og lækre chips.


Chips á la kartoffelskræl (ca. 5-6 kartofler):

  • Kartoffelskræl
  • 1 pose
  • 1-2 spsk olie
  • 1,5 tsk salt
  • 1-2 spsk mel
  • Krydderier: røget paprika, timian, oregano, løgpulver osv.

  1. Tænd ovnen på 200º
  2. Hæld kartoffelskrællen i en pose og bland dem med de resterende ingredienser.
  3. Hæld blandingen på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i ca. 15-25 min. Hold øje med dem undervejs.
  4. Køl dine chips af og server dem som tilbehør eller som snacks.

Haydari med mandelfeta

For godt og vel en uge siden postede jeg et indlæg om en skøn udgave af Ajvar. Jeg blev i den forbindelse spurgt, om jeg nogensinde havde prøvet at lave vegansk udgave af Haydari. Det måtte jeg så konstatere, at det havde jeg ikke.

Til de af jer som ikke ved hvad Haydari er, kan jeg fortælle jer, at det er en tyrkisk yoghurt/oste dip med peberfrugter og chili som oftest er at finde, når der serveres Meze i Tyrkiet. Meze er en form for forret. Det er et lille udvalg af småretter ligesom man får Tapas i Spanien og Antipasti i Italien.

Jeg lavede en hurtig research omkring vegansk feta og kom frem til, at man via mandler godt kan få en lignende konsistens som feta har – altså den der smuldrende konsistens. Jeg valgte at bruge hele afhindede mandler, men jeg er helt sikker på, at du også sagtens kan bruge mandelmel til denne portion.


1 lille portion mandelfeta ca. 90 g:

  • 1 dl afhindede mandler eller mandelmel
  • 1 fed hvidløg
  • 2 tsk citronsaft
  • 1,5 spsk gærflager
  • 3 spsk olie
  • 1,5 tsk salt
  • 1/2 dl vand

  1. Hæld alle ingredienser op i en blender eller foodprocessor og blendet til ensartet masse.
  2. Hæld massen på et stykke tyndt bomuldsstof eller osteklæde,  og knug så meget af væden fra som du kan.
  3. Tænd ovnen på 200º og form fetaosten. Pynt evt med basilikum eller rosmarin på toppen.
  4. Læg fetaosten på en bageplade beklædt med bagepapir og bag den i ovnen i 15-20 min.

En lille portion Haydari:

  • 50 g mandelfeta
  • 1/2 rød peberfrugt
  • 1 fed hvidløg
  • 2-3 tsk chilisauce
  • 1 tsk røget paprika
  • 2 tsk citronsaft
  • 1 håndfuld persille
  • 3-4 spsk olie eller vand
  • Salt og peber

  1. Tænd ovnen på 200º
  2. Læg dit halve peberfrugt i ovnen med skindet opad og bag det i 20 min til skindet er helt mørkt.
  3. Efter bagning lægger du dit peberfrugt i en plastikpose og lader det køle af. På den måde er det lettere at fjerne skindet.
  4. Hæld mandelfeta, peberfrugt og de øvrige ingredienser i en minihakker og blend til du får en ensartet masse. Smag til med salt, peber og chili.
  5. Lad din Haydari køle af inden brug.

Velbekomme.

Græskarkernevafler (glutenfri)

Vi er for allerførste gang blevet ejere af et vaffeljern. Det er så vildt. Jeg er normalt ikke til de der almindelige vafler, men jeg ved jo også, at man kan lave mange andre lækre ting med sådan et vaffeljern – både til det salte og søde køkken. Det er muligt, at det der med at lave vafler i forskellige variationer ikke er så hypet længere som det har været. Men altså – nu er vi kommet med på vognen, og det er indtil videre ret så lækkert.

Jeg er sommetider så heldig, at vores lokale Netto har en del gode spotvarer, og når jeg siger gode spotvarer, tænker jeg på produkter fra eksempelvis Urtekram. Forleden fandt jeg deres Græskarkernemel til 12 kr, hvilket jeg syntes var en relativ fin pris. Jeg har ikke rigtig tænkt over, hvad jeg skulle bruge græskarkernemelet til. Man kan altid supplere en smule af det i sit bagværket, men udover det havde jeg ikke rigtig nogen ideer – ikke før vi blev ejere af et vaffeljern (vaffeljernet fandt jeg sågar også i Netto – winwin).

Med et hurtigt kig i køkkenskabet blev der i løbet af få minutter rørt en græskarkernemelsdej sammen, som blev hældt i vaffeljernet, og ved I hvad? Det fungerede! Græskarkernemelsvaflerne blev sprøde med en intens smag af græskarkerner. Da dette var en testproduktion blev der ud af dejen ca. 2 vafler.


Græskarkernemelsvafler:

  • 2 spsk knuste hørfrø
  • 1 dl vand
  • 2 spsk gærflager
  • 3-4 spsk græskarkernemel fra Urtekram
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk revet citronskal
  • Vaffeljern

  1. Bland alle ingredienser sammen og lad det stå i 2-3 min.
  2. Tænd for vaffeljernet og hæld dejen på, når jernet er klar.
  3. Smør en god spread på vaflen og top dem med dit yndlingsgrønt.

Jeg har brugt følgende:

Fortæl mig endelig hvad I bruger jeres græskarkernemel til 🙂 Det er nemlig altid rart med nogle nye ideer.

Fødselsdag

I weekenden har vi fejret en lettere forsinket fødselsdag for min ældste datter sammen med familien. Da jeg er den eneste plantespiser i flokken har det engang imellem være lidt af en udfordring – men jeg fornemmer allerede nu hvor stor en forståelse og positiv interesse der er omkring det – især når de lige pludselig finder ud af, at de der lækre bløde fødselsdagsboller og den der smagfulde flotte fødselsdagskage som for i øvrigt bestod af en chokoladekage fyldt med chokolade- og appelsincreme ikke indeholdt nogle former for animalske produkter.

Når en Laa-Laa kage bare er en sikker vinder. Fondant er fra Renshaw

Jeg elsker deres udtryk i ansigtet når de kigger forbløffet over på mig og udbryder: “Virkelig? Ej jamen.. Det smager jo bare så godt!” “Og bollerne er med mandelmælk, siger du? Dét må vi hellere prøve.” . Hvor er det altså bare fedt, når noget så simpelt får folk til at tænke sig om en ekstra gang og måske overveje at tænke i nye baner – eller måske bare det med at blive mødt med forståelse og anerkendelse. At min familie ikke er bange for at prøve noget nyt.

Og jeg kunne jo selvfølgelig have undladt at fortælle, at bollerne er med mandelmælk og plantesmør, at kagen er uden æg og fløde, eller at min hotdogpølse er vegansk.

Men hvorfor skulle jeg gøre det? Hvorfor skulle jeg tie om noget, som jo netop er så fedt at få fortalt – Budskabet om, at vi sagtens kan undvære animalske produkter i vores mad. At der ikke er nogen grund til at være så skepsis om noget, som er så vigtigt. Nemlig at passe på dyrene, hinanden og vores jord.

MARTS MED MEDFØLELSE

Spring ud i det og oplev, hvor fantastisk og befriende det netop er – hop med på vognen når Marts med Medfølelse snart går igang – måneden hvor Danmarks veganske forening, Mad med Medfølelse, for 5. år i træk inviterer alle der har lyst til at udfordre sig selv i at spise 100 % plantebaseret kost. Du kan allerede nu deltage via Mad med Medfølelses invitation på Facebook lige her eller tjekke Mad med Medfølelses hjemmeside, hvor der allerede nu ligger en masse nyttig viden, og hvor der løbende vil dukke meget mere op.

Jeg har ihvertfald startet min weekend på bedste vis.

Pickles

Der findes to typer mennesker i Danmark:

A. Dem, der virkelig ELSKER remoulade. 

B. Dem, der ikke kan fordrage hverken lugten eller smag af remoulade.

Jeg hører til kategori A. Jeg elsker remoulade og jeg elsker tanken om, at det er så forbavsende nemt at lave det selv. I første omgang starter du med at lave en pickles. Pickles er en form for syltede grøntsager, som er skåret i mindre stykker og som er rørt sammen med en eddikelage bestående af karry, gurkemeje osv. Pickles fungerer rigtig godt som tilbehør til varme retter og er en meget vigtig del i remouladen.

Du kan til enhver tid bruge andre grøntsager end dem, jeg har nævnt lige her. grøntsagsportionen var på ca. 6 dl.

Når du laver remoulade, blander du din pickles op med en mayonnaise. Det kunne eksempelvis være denne persillemayo, som du finder lige her, eller Månebarnets Mirakelmayo, som er baseret på soyamælk.


Pickles

  • 3 gulerødder
  • 2 rødløg
  • 1/2 squash
  • 1/2 blomkål
  • 1,5 dl hvid eddike
  • 1 dl sukker
  • 1/2-1 spsk gurkemeje
  • 1 spsk karry
  • 1 spsk dijonsennep
  • 1 spsk sød sennep
  • 1 spsk maizena udrørt i lidt vand

  1. Sæt en stor gryde med vand og salt over til kogning.
  2. Vask alle grøntsager og skær dem i mindre dele. Kom dem i det varme vand og kog grøntsagerne i 2 minutter.
  3. Hæld dem over i en sigte og lad grøntsagerne dryppe af.
  4. I en anden gryde blader du eddike med de resterende ingredienser og tænd for blusset. (undlad maizenaen lidt endnu, da det er den, som du bruger til at jævne blandingen med).
  5. Rør godt rundt i gryden og smag blandingen til med salt og peber.
  6. Rør din maizena ud i lidt koldt vand. Det handler ca. om 4-5 spsk og hæld det i din blanding.
  7. Når det hele er tyknet, tilsætter du grøntsagerne og tager gryden af varmen.
  8. Skold nogle syltetøjsglas og fyld dem med pickles.
  9. Opbevares på køl.

Hummus med søde kartofler og kanel

Man kan vist godt sige, at der er gået kanel på hjernen. Det er sjovt at bruge andre krydderier i sin hummus end man lige er vant til. Sommetider sidder krydderierne lige i skabet mens man andre gange måske lige skal sim hummus til et par gange inden den sidder lige i skabet. Heldigvis fungerede den søde kartoffel rigtig godt sammen med kanel og kikærter.


IMG_4204

Du skal bruge:

  • Kikærter svarende til 1 dåse (240 g kogte)
  • 1 fed hvidløg
  • 1/2-1 sød kartoffel
  • 2 tsk ægte kanel
  • 2 tsk spidskommen
  • 3 spsk citronsaft
  • 1-2 tsk salt
  • 2 spsk olie
  • Vand efter behov, når kikærterne blendes.

  1. Tænd ovnen på 200° og skræl din søde kartoffel.
  2. Skær den i grove tern og kom ternene på en bageplade beklædt med bagepapir.
  3. Bag kartoffelternene i ovnen i ca. 20-25 min.
  4. Hæld kikærterne i en blender/foodprocessor.
  5. Tilsæt hvidløg, krydderier, olie, citronsaft og kartoffelternene og blend, blend, blend.
  6. Tilsæt lidt vand undervejs til du har en cremet konsistens.
  7. Smag din hummus til. Det kan være, at du gerne vil have mere hvidløg eller kanel i – eller måske synes du, at den har brug for noget citron eller salt.

 

Grøntsagsrelish a la Ajvar

Ajvar er en slags grøntsagsrelish baseret på aubergine og peberfrugter, der oprindeligt stammer fra Serbien og Markedoneien og kan bruges til lidt af hvert. Jeg bruger ofte Ajvar som dip, spread og kold sauce til deller, kartofler osv. Mulighederne er mange. Man kan ofte finde Ajvar i supermarkedet, men det er sjovere og billigere at lave det selv.

Jeg har lavet min egen variation af Ajvar, som indeholder kanel, squash og tomater. Kanel er med til at give relishen en sød og varm smag og det kan jeg rigtig godt lide.

IMG_4197Ajvar

  • 1 aubergine
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 squash
  • 2 peberfrugter
  • olie
  • 1/2-1 chili (alt afhængig af, hvor hot din ajvar skal være)
  • 3 tomater
  • 4 spsk citronsaft eller æbleeddike
  • 3 spsk sirup
  • 3 tsk røget paprika
  • 1 tsk paprika
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk løgpulver

  1. Tænd ovnen på 200°.
  2. Gør en bageplade beklædt med bagepapir klar.
  3. Vask grøntsagerne og fjern skrællet fra løg og hvidløg.
  4. Halver alle grøntsagerne og kom dem på bagepladen.
  5. Hæld lidt olie, salt og peber over grøntsagerne og bag dem i 30 min.
  6. Efter bagningen lader du grøntsagerne køle lidt af, inden du kommer dem i din foodprocessor (eller hælder dem i en dyb skål og bruger din stavblender). 
  7. Alt afhængig af, hvor meget chili du har brugt kan du nu hælde krydderierne i og selv smage den til med sødme, citronsaft, salt og peber.
  8. Når du har smagt din ajvar til, kan du opbevare den på køl i et skoldet patentglas.

 

Enjoy!

Smoothie med dadler a la orangeknas

Det er mandag, det er morgen og det er tid til forkælelse endnu engang. Weekenden har været hård. At være mor til to små og samtidig have et stort søvnunderskud kan til tider være hårdt. Man har lettere ved at vrisse og alt virker lige pludselig så uoverskueligt – og bevares.

Jeg ved udemærket godt, at det er sådan det er for langt de fleste småbørnsfamilier, men derfor kan det vel også være okay at have lidt selvmedlidenhed.

Der er dog én vigtig ting, som hurtigt er med til at overskygge de trætte tanker – nemlig at være taknemmelig. Jeg er taknemmelig. Jeg vil nærmere påstå at sige, at jeg er lykkelig! Livet skal nydes og det skal jeg  sommetider huske på. Jeg er så taknemmelig for livet og hvor jeg er netop nu. Omringet af min fantastiske lille familie, som betyder alt for mig.

Og når det nu er mandag – hvorfor ikke starte dagen ud med en super lækker og syndig smoothie?

Da jeg først tog en slurk af denne chokoladesmoothie, tænke jeg, at den havde meget tilfælles med orangeknas – tænk at så få ingredienser kan frembringe en så lækker og syndig smag som denne? Av, av av.

img_4176Beregnet til 2 personer:

  • 10 dadler
  • 1 håndfuld isterninger
  • 3 dl plantemælk
  • 1 appelsin
  • 2 spsk kakao
  • evt. en håndfuld kakaonibs

  1. Fjern stenene fra dadlerne og kom dem i en blender
  2. Blend dadlerne sammen med de øvrige ingredienser
  3. Find to glas og hæld smoothien op
  4. Drik, nyd og start mandagen på bedste vis.

Velbekomme.



 

Jeg har længe overvejet, om jeg skulle investere mig i noget lidt bedre til at tage mine madbilleder med end den Iphone 5c, som jeg til daglig bruger. Jeg kan rigtig godt lide at tage billeder med telefonen, men da der ikke er så meget plads på den, bliver lagringspladsen hurtigt fyldt op, og med et kamera vil jeg slippe for dette problem. Udover dette er der ikke meget lys i vores hjem, og jeg har læst mig lidt frem til, at man kan bygge sit eget mini foto studio ved hjælp af en papkasse, noget plakatpapir, lys og silkepapir. Smart, ikke?

kameraJeg har tænkt meget over, om et systemkamera vil være et oplagt bud på et simpelt men smart kamera, som har indbygget wifi. Jeg kan godt lide tanken om, at kameraet ikke er så voldsomt som et spejlreflekskamera, og jeg er helt sikker på, at den kan de ting, som jeg har behov for til at tage billeder. Desuden vil det gøre det lettere at uploade billeder fra kameraet til computeren eller ipad’en.

Ved I  noget om systemkamera og hvad bruger I til at tage billeder med?

 

Æblesmør

Har I nogensinde prøvet at lave æblesmør? Det er super nemt og så smager det bare så fuglene synger. Æblesmør har ikke så meget til fælles med almindeligt smør – jeg tænker, at det hedder æblesmør, fordi konsistensen er tyk og smagen er dejlig koncentreret. Brug æblesmør som du lyster. Jeg kan rigtig godt lide at smøre det på nybagte boller eller ristet rugbrød. Udover det fungerer det også upåklageligt på pandekager.

img_4155

Til en lille portion skal du bruge:

4 æbler

2 dl vand

1 dl sukker

1/2 tsk hele nelliker

1/2 tsk hele peberkorn

1/2 citron

1 lille stykke ingefær på størrelse med det yderste led af din tommelfinger

3 tsk kanel

3 tsk vaniljepulver

Tilføj evt. lakrids, mynte eller rosmarin for ekstra krydderi til dit æblesmør.


  1. Skær æblerne i grove tern og kom dem i en kasserolle sammen med de øvrige ingredienser.
  2. Kog æblerne møre.
  3. Tag kasserollen af varmen og find en finmasket si til at si væden fra æblerne og krydderier.
  4. Hæld æblevæden tilbage i kasserollen og kog den ind. Det tager ca. 20-25 min.
  5. Rør jævnligt i kasserollen og hold øje med at det ikke brænder på.
  6. Din æblesmør er klar, når konsistensen tykner og bliver karameliseret.
  7. Hæld æblesmørret på et lille patentglas og stil det på køl.

Æblemos:

  1. Fjern nelliker, peberkorn og citron fra æbleternene.
  2. Blend æblerne til en ensartet masse og hæld mosen på et lille patentglas.
  3. Æblemosen har en fed og cremet smag og passer perfekt som topping på morgengrøden, Planteyoghurt eller is.

Kanelsnegle

Jeg er ved at samle en masse gode opskrifter sammen, som kan laves ud af en simpelt dejopskrift – nemlig min favoritdej, som du kan finde her på bloggen og i linket i opskriften. Og idag er vi altså nået til de lækreste kanelsnegle, som vil få enhver mund til at løbe i vand. Har du ingredienserne er det bare med at komme igang med at bage lidt hyggekage til lørdagen.

img_4151

Du skal bruge:

1 portion basicdej

4 spsk brun farin

3-4 spsk plantesmør

3 tsk kanel

Glasur:

ca. 100 g flormelis blandes med 1/2-1 spsk vand


  1. Forbered dejen og stil den til hævning i 1 time.
  2. Bland brun farin, smør og kanel sammen til en ensartet remonce.
  3. Tag dejen og rul den ud på et meldrysset bord – gerne i en rektangel form.
  4. Fordel remoncen ud på dejen og tril den forsigtigt sammen til en pølse.
  5. Skær små stykker af pølsen og tryk dem flade på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg fik 10 snegle ud af dejen.
  6. Stil ovnen på 200° og lad sneglene hæve indtil ovnen er klar.
  7. Bag dem i 12-15 min.
  8. Efter endt bagetid stilles sneglene til afkøling og imens kan du gøre glasuren klar.
  9. Fordel et fint lag glasur over sneglene og server dem med det samme.

Velbekomme.