Julegløgg og vinderen af Tiny Gardens Giveaway

Lige pludselig gik det stærkt. Om tre dage er det juleaften. Jeg føler mig overhovedet ikke klar, men hvornår bliver man også lige det? I mellemtiden er det blevet tid til at finde vinderen af min giveaway, og jeg kan glædeligt overrække gaveæsken til: ASTRID POULSEN ?? – Stort tillykke. Send mig venligst en email med de nødvendige oplysninger, så gaveæsken kan komme hjem til dig!

Mine egene spirer er begyndt at vokse meget, og jeg ser frem til at få dem brugt i nogle af de retter, som jeg går og har i tankerne.

IMG_3634

Indtil da må I nøjes med min yndlingsgløgg. Det er fra nu af SLUT med at købe gløgg på karton. Der er desuden heller ikke meget gløgg over dem med alle de e-numre og smagsaromaer. Det er SÅ nemt at lave sin egen gløgg og så smager det overdrevent godt, hvis man altså er en gløggtante.

IMG_0137

Til gløgessensen skal du bruge:

2 dl sukker

4 dl vand

3 kanelstænger

1 1/2 tsk hele nelliker

1 appelsin

1/2 citron

Til gløggen:

1 flaske rødvin

mandelsplitter

Hæld vand og sukker sammen i en kasserolle. Halver appelsinen og tilføj det til sukkerlagen sammen med de øvrige ingredienser. Lad lagen koge i ca. 20 min. Tag kasserolle af varmen og hæld rødvinen i. Lad gløggen køle af og stil den i køleskabet natten over. Dagen efter kan du si din gløgg og hælde den på en patentflaske. Når du laver gløgg med mandelsplitter og rosiner skal du huske, at gløggen kun lige må nå kogepunktet 🙂

IMG_3631

Velbekomme.

Juleboller

Jeg har bagt Juleboller til eftermiddagshyggen idag. F har været hjemme siden sidste onsdag grundet sygdom, men hun er så småt ved at være ovenpå igen. Hun er dog meget småtspisende og jeg håber måske, at julebollerne vil gøre hende i godt humør. Især fordi hun selv har hjulpet til med dejen.

IMG_3623

Du skal bruge:

10 g gær

4 1/2 dl plantemælk

1 1/2 tsk salt

1/2 dl olie

50 g finthakkede mandler

1 1/2 spsk kanel

1 spsk sukat

2 spsk rosiner

1 1/2 spsk syltede appelsinstykker (find det ved bageartiklerme)

1 tsk kardemomme

1/2 tsk nelliker

ca. 2 tsk revet citronskal

50 g havregryn

50 g grahamsmel

330-350 g hvedemel

evt. Kanel/sukker

Rør gæren ud i plantemælk og tilsæt salt, olie og samtlige krydderier. Hæld de to typer mel, mandler, havregryn, citronskal og det tørrede frugt i dejen. Ælt den godt igennem. Brug evt. en køkkenmaskine. Den er virkelig guldværd, når der skal bages. Tilsæt evt. Mere mel, hvis dejen føles for klistret. Når dejen er æltet godt igennem, stiller du den til hævning på køkkenbordet under et viskestykke i et par timer.

Varm ovnen op på 250 g varmluft, når dejen er færdig med at hæve. Tril boller af dejen og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys dem evt. med kanel/sukker hvis dette ønskes. Bag dem i ovnen i ca. 13 min. Spis dem lune med smør og et glas gløgg.

Velbekomme.

Tykke bløde klejner

En anden småkage, der næsten også altid er på julebordet er klejner, som barn brød jeg mig ikke om smagen og konsistensen – det er blevet bedre med årene, selvom klejner stadig ikke er min favoritsmåkage. Dog synes jeg, at det er en hyggelig process at lave- og koge dem.

Opskrifter du finder på nettet indeholder næsten altid æg, da det er med til at binde dejen sammen, istedet for æg, kan du ligesom jeg, bruge slimet fra hørfrø. Jeg kværner mine hørfrø inden og tilsætter den mængde vand, der skal til. Efter en 10 min tid, vil du opdage, at der har dannet sig en slimet konsistens. Dét er hørfrø æg.

Til 1 æg Skal du bruge: 1 spsk kværnet hørfrø + 3 spsk vand

IMG_3613

Du skal bruge:

25 g gær

3 dl plantemælk

1 kg mel

1/2 tsk hjortetaksalt

2 tsk kardemomme

125 g plantemargarine

3 hørfrøæg ( 3 spsk kværnet hørfrø + 9 spsk vand)

160 g sukker

Revet skal fra 1 citron (ej nødvendigt)

1 1/2 pakke palmin til kogning

Start ud med at hælde gær i en skål. Lun mælken til den er fingerlun og hæld den sammen med gæren. Tilsæt mel, kardemomme, hjortetaksalt og plantemargarine.

Pisk hørfrøæg og sukker sammen i en anden skål til sukkeret er opløst. Hæld det sammen med melblandingen og ælt dejen sammen. Lad dejen stå og hæve under et viskestykke i 45 min.

Opvarm palminen i en gryde. Brug en tandstik til at tjekke om olien er varm. Det gør du ved at stille tandstikken ned i olien. Syder og bobler det rundt om den, er olien klar.

Rul dejen helt ud og alt afhængig af, hvor tykke dine klejner skal være. Brug en klejnerulle til at lave klejnerne klar, eller skær dejen ud i rudeformet med en brødkniv. Skæres ud i rudeform.
Skær et snit i midten af ruden og fold den ene spids igennem klejnen for at vride dem. Kog klejnerne til de har en brunlig farve. Læg dem op på et stykke køkkenrulle for at suge noget af fedtet fra klejnen. Gentag proceduren indtil der ikke er mere dej tilbage. Drys dem med flormelis, mens de endnu er varme, eller sprøjt dem med glasur, når de er afkølet. Jeg kan bedst lide dem, som de er.

Velbekomme

Farmors brunkager

Netop nu i skrivende stund, sidder jeg og nyder roen. Idag er der blevet hentet juletræ og om ikke så længe, skal dette træ pyntes. Jeg glæder mig til at se det endelige resultat og betragte pigerne, som helt sikkert vil beundre træet med de mange farverige julekugler.

Udover dette, har jeg lavet brunkager idag – min farmors opskrift. Hele huset duftede af en blanding af gran og julesmåkager, og det behagede mig vel. Selv F måtte smage en brunkage, da de var færdigbagte. Jeg synes selv, at brunkager hører julen til – sammen med klejner og vaniljekranse.

IMG_3610

Til en stor portion skal du bruge:

1/2 kg smør

1/2 kg sukker

1/4 l sirup

125 g grofthakket mandler

1 1/2 spsk stødt nelliker

2,5 spsk kanel

15 g potaske

1 spsk koldt vand

1 kg mel

Start ud med at smelte smør, sukker, sirup og kanel i en gryde. Tag gryden af varmen og rør mandler og nelliker i blandingen. Tilsæt potaske, som du har udrørt i 1 spsk koldt vand, og lad blandingen køle af, inden du tilsætter melet. Tril pølser af dejen og rul noget film eller bagepapir rundt om pølserne, inden du lægger dem på køl i køleskabet i ca. 1 1/2 – 2 timers tid.

Tænd ovnen på 175° almindelig ovn. Brug en god kniv til at skære tynde skiver af pølsen, som du lægger på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen i ca. 5-6 min.

Velbekomme.

Raw pebernødder

Julesmåkagerne lader vente på sig, da projekt ny ovn stadig er en igangværende proces. Det ser dog ud til snart at tage en ende, da vores nye ovn gerne skulle dukke op i slutningen af denne uge (Spørg endelig ikke, om jeg glæder mig!! HURRA).  Heldigvis bugner køleskabet med friske dadler, for det må man bare ikke gå ned på. Friske dadler er et hit herhjemme. Jeg elsker at bruge dadlerne som et sundere alternativ til sukker, og så er vi vist storforbruger af diverse daddelkugler herhjemme. Det er ihvertfald noget, som F elsker. De friske dadler bliver idag brugt til at lave raw pebernødder. Smagen minder meget om pebernødder, da det er de samme krydderier, der bliver brugt, og så er det en skøn lille julet mundhapser. Men pas på. De får hurtige ben at gå på.

IMG_0631

Til en lille portion skal du bruge:

150 g friske dadler

1 spsk kokosolie

1/2 tsk nelliker

1/2 tsk hvid peber (yderst vigtigt. Der SKAL hvid peber i pebernødder).

1/2 tsk kardemomme

1 tsk stødt ingefær

1 1/2 tsk kanel

60 g mandelmel

Smelt kokosolien og hæld det sammen med dadler og krydderier. Blend det sammen til en ensartet masse. Rør mandelmel deri og stil den rå dej på køl i en time. Tril dejen til små kugler og opbevar dem på køl, hvis da ikke de bliver spist med det samme.

Velbekomme.

Julens vaniljekranse

Hjemme hos os er det ikke en rigtig jul uden de obligatoriske vaniljekranse. Desværre havde jeg valgt en forkert dag til at holde bagedag for lige med ét sprang glasset på vores ovn. Der lå glas ud over det hele alt imens, jeg stod med fingrene smurt godt ind i kagedejen. Jeg indrømmer gerne, at mit hjerte sad oppe i halsen på mig, for da glasset sprang gav det så højt et knald, at man nærmest skulle tro det værste. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg havde gjort, hvis F eller A havde været i nærheden af køkkenet på dét tidspunkt. Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget lignende, og jeg kunne godt tænke mig at høre jer læsere, om I har hørt eller været udsat for det samme med jeres ovn? Én ting er sikkert. Vi SKAL have en ny ovn inden juleaften. I det hele taget må det gerne være meget snart, for jeg kan bestemt ikke undvære den i lang tid af gangen. Jeg har nemlig hele to småkagedeje i køleskabet, som bare venter på at blive bagt.

IMG_0558

 Du skal bruge:

2 vaniljestænger

170 g blendede dadler (de friske)

150 g plantesmør

250 g mel

1 nip salt

80 g mandelmel

2-3 spsk agavesirup

50 g finthakket mandler

50 g kartoffelmel

1/2 tsk hjortetaksalt

skal fra 1 citron

Indstil ovnen på 200°. Start med at blende dadlerne sammen med plantesmør til en ensartet masse. Hæld det op i en røreskål. Afhind mandlerne og hak dem fint. Tilsæt ingredienserne og ælt dejen sammen. Brug en sprøjtepose med stjernetyl eller rul vaniljekransene i hånden. Det er dejen nemlig god til. Bag dem i ovnen i ca. 5 min men kig endelig til dem undervejs. Et godt tip er at lægge to bageplader oven på hinanden for at forhindre, at småkagebunden får for meget varme og bliver brændt. Lad dem køle af, inden du opbevarer dem i en kagedåse – gerne med juleprint.

Så kan julen bare komme an.

Velbekomme.

Klassiske havregrynskugler med mandelmel

De klassiske havregrynskugler, som vist minder mange om ens barndom, hvor man med smør op til begge ører, stod og fedtede med havregryn, kakao og sukker, som efterfølgende skulle trilles til kugler og rulles i kokos – hvis kuglerne altså nåede videre i den process.  Når vi læser ingredienserne ovenstående, er vi godt klar over, at de klassiske havregrynskugler er en ren kaloriebombe. Bevares, det smager jo selvfølgelig godt, men når jeg godt ved, at der findes et sundere alternativ, som ifølge min optik smager væsentlig bedre, så vil jeg da meget hellere servere dem for mine gæster – og børn. F elsker havregrynskuglerne, og det synes jeg kun er dejligt.

Du skal bruge:

30 g mandelmel

90-100 g havregryn

15 friske dadler

1 nip salt

1/2 dl appelsinsaft

20 g kokosolie

2-3 spsk kakaopulver

kokosmel

Ikke en nødvendighed:  Du kan vælge at tilføje en smule romessens/rigtig rom eller en sjat kaffe dejen, hvis der også skal være nogle til de voksne.

Blend eller brug din køkkenmaskine til at røre ingredienserne godt sammen. Skrab dejen ud i en skål og stil den i køleskabet i et par timer. Tag massen ud og tril kugler, som derefter trilles i kokosmel. Stil dem endnu engang på køl eller spis dem med det samme, hvis du ikke kan vente så længe.

Risalamande kage

En rest risengrød kan virkelig blive til noget helt igennem skønt. Udover risengrødsboller, blev der altså også plads til denne look-alike cheesecake med risalamande. Kagen er helt afgjort en sikker vinder, hvis der skal serveres lidt lækkert til gæsterne eller, hvis der bare skal være en hyggelig stemning på en torsdag aften.

IMG_0068

Til bunden:

Springform på ca. 28 cm i diameter

120 g grovkiks (veganske)

10 friske dadler

2 tsk kanel

1 1/2 spsk flydende kokosolie

Til risalamande:

400 g rest risengrød

250 g soyafløde (jeg brugte en usødet, men hvis du bruger en sød, så hold evt. igen med sirup)

3 tsk vaniljepulver

3 spsk sirup

4 spsk mandelmel

revet skal fra 1 citron og 1 appelsin

smag til med citronsaft, vanilje og sirup

1,5-2 dl mandelmælk

2-3 spsk Agar Agar

Kirsebærlag:

100 g kirsebærsauce uden bær

3 tsk Agar Agar

lidt lunkent vand

Start med at blende kiks, dadler og kanel sammen. Bland det sammen med den flydende kokosolie. Beklæd en springform med bagepapir og fordel kiksemassen nederst i formen. Stilles på køl.

Pisk fløden til skum og tilsæt risengrød, sirup, mandelmel, citronskal, appelsinskal, vanilje og citronsaft. Smag risalamanden til. Tag en kasserolle med mandelmælk og varm den op til kogepunktet. Udblød Agar Agar i en smule lunkent vand og tilsæt det til mandelmælken. Pisk det godt sammen i ca. 2 min, inden du hælder det op i risalamanden, som også piskes godt sammen. Fordel risalamanden ud over kiksebunden og stil det på køl.

Samme procedure gøres med kirsebærsaucen, som netop er blevet gjort med mandelmælken. Opvarm saucen og tilsæt Agar Agar, som er blevet udblødt i lunkent vand. Hæld det i saucen og pisk det godt sammen. Fordel det jævnt ud over risalamanden. Stilles på køl i et par timer, til kagen har fået en fastere konsistens.

Nyd kagen til en god kop kaffe og tænd et lille julelys eller to.

Velbekomme

Julens lækre steg

En lille note til mig selv: Vær altid i god tid med juleaftenens julesteg ? Denne note kan jeg glædeligt sætte et stort flueben ved, for i år er jeg i meget god tid, hvilket er fantastisk. Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvad der lige skulle serveres juleaften, men jeg kom omsider frem til denne skønne steg, som udelukkende består af grøntsager og en smule hakkede nødder. Udover det, er der æbler, svesker og en god sjat rødvin i, som er med til at give stegen en masse smag og toner af jul. Jeg bruger ikke butterdej til stegen, da det sommetider kan blive en smule for tungt, og når det nu er en steg til juleaften, passer det meget bedre med filosteg. Filosteg kan købes i større supermarkeder både på frost og i frisk tilstand. Jeg anbefaler den friske, da den er langt nemmere at styre.

Her får I mit bud på en skøn julesteg:

IMG_0437

Du skal bruge:

1 stort løg

3 gulerødder

250 g finthakkede champignoner

1/2 selleri

3 bladselleri

1 persillerod

1 æble

1 1/2 dl svesker

2 spsk gærflager

2 spsk citron

1 tsk liquid smoke

1,5 dl hakkede valnødder

200 g græskar

5-6 spsk rasp

lidt olie

6,5 dl bouillon

2 dl rødvin

en stor håndfuld finthakkede krydderier

salt og peber

1 pakke filodej

Klargør alle grøntsagerne og snit det i små mundrette bidder. Hæld olie i en gryde og tilføj alle grøntsagerne. Lad det sautere i ca. 5 min. Kom finthakket æble og svesker i gryden. Tilføj rødvin, gærflager, citronsaft, liquid smoke, finthakket valnødder og bouillon. Lad det småsimre under låg i 30 min. Tjek om der er behov for mere væske undervejs.

Når væsken er kogt godt ind og grøntsagerne er nok, tilføjer du rasp og smager til med salt og peber. Til sidst vendes de hakkede krydderurter i (et bud kunne være: persille, timian og rosmarin).

Forvarm ovnen på 200°. Bred din filodej ud på en bageplade eller en ildfast form beklædt med bagepapir. Hæld så meget i af farsen, som der kan være, og fold filodejen over, så du danner en form for farsbrød. Brug lidt vand til at lukke filodejens ender. Bag stegen til den har en gylden skorpe. Ca. 35 min.

Serveres med det traditionelle juletilbehør.

OBS: Du kan lave farsen i forvejen og fryse den ned. Vent da med filodej til selve dagen. 

Hvad spiser I andre til juleaften?

 

Appelsinkage

For nogle år siden troede jeg, at jeg skulle være kok. Jeg havde et kortere ophold på en køkkenskole i Sydfrankrig, hvor jeg hjalp til i køkkenet. Det var en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Én af de kager, som jeg elskede allerhøjest, var en appelsinkage, som udelukkende bestod af mandelmel, sukker og appelsiner. Jeg har prøvet så godt, som jeg nu kunne at genskabe denne kage. Udover dette har jeg tilføjet Naturli’s Cashew smørbar til kagen, fordi den passer perfekt deri. Kagen kan godt have en smule syrlighed i sig på grund af, at man bruger hele appelsinen. Smag på selve dejen og bedøm selv, om du ønsker en sødere smag – tilsæt da flere dadler til selve dejen.

IMG_0067

Du skal bruge:

2 øko appelsiner

200 g mandelmel

1 stor spsk kokosolie

25-30 stk friske dadler

3 tsk vanilje

2 tsk kanel

1 nip salt

2 spsk Cashew smørbar fra Naturli’

1 1/2 tsk bagepulver

100 g mørk chokolade

kokosmel eller hakkede nødder til pynt

Læg appelsinerne i en kasserolle og dæk dem med vand, lad dem koge under låg i 1 1/2-2 timer. Husk at tilføje mere væske, hvis der er behov for dette. Lad appelsinerne køle af, inden du blender dem sammen med de resterende ingredienser. Smag på dejen, om den mangler mere sødme. Indstil ovnen på 200° Og bag den i et ildfast fascveklædt med bagepapir i ca. 40 min.

Lad kagen køle af. Smelt den mørke chokolade over vandbad. Hæld det ud over kagen og pynt med hakkede nødder eller kokosmel. Stil den på køl i et par timer, inden du servere kagen.

Velbekomme.