Kidneybønnebøffer med svampe

Har I allesammen haft en god weekend? Det har jeg. Weekenden har budt på lidt af hvert. Vi har blandt andet været på heldagstur både fredag og lørdag, så derfor har der ikke været så megen tid og overskud til at fordybe sig i køkkenet – dog har jeg fået den fornøjelse at tilbringe weekenden sammen med min lille familie og hvad er mere skønt end lige netop dette?

Kender I til BurgerSøndag og veganer.nu? Hvis ikke synes jeg helt bestemt at I skal tjekke siden ud. Hver søndag holder Karina og Kasper BurgerSøndag – for at vise “nybegyndere” indenfor vegansk madlavning, at man sagtens kan lave smagfulde og saftige veganske burgere. På deres facebookside popper der altså en ny burger op hver søndag, og jeg er vild med konceptet – desuden kan jeg altså også rigtig godt lide tanken om at dedikere sin søndag i burgerens tegn, for hvem elsker ikke en stor og saftig burger?

Du kan lave din burger på alle mulige forskellige måder. I sidste uge spiste jeg eksempelvis denne burger:

Buger af sød kartoffel med hvidløgsmayo, rødløg, salat, røget tofu, tomater, avocadoskiver, salsa og røde grønkålsspirer.

Igår lavede jeg nogle super fine bøffer af en rest svampe og en dåse kidneybønner. Kidneybønner er altid en god ingrediens, når der skal laves deller eller bøffer. Med en skøn hjemmebagt bolle, en rest hjemmerørt remoulade og noget grønkålshummus, kom der alligevel en rigtig god burger ud af gårsdagens ingredienser.


Bøffer af kidneybønner og svampe (5-6 stk):

  • 250 g svampe
  • 1 dåse kidneybønner
  • 1 løg
  • 1 spsk balsamicoeddike
  • 1 spsk tomatpure
  • 3 tsk røget paprika
  • 1 tsk karry
  • 2 tsk oregano
  • 2 spsk hørfrø
  • 1 håndfuld friskhakket persille
  • 2,5-3 tsk salt
  • Peber
  • 1 spsk Worcestershiresauce
  • 4 spsk rasp
  • 4-5 spsk havregryn

  1. Rengør svampene og skræl løget.
  2. Kom alle ingredienser i en foodprocessor og blend til du har en ensartet masse. Dejen må helst ikke være alt for blød. Er dette tilfældet, blender du en ekstra spsk rasp eller havregryn i farsen.
  3. Smag farsen til med salt og peber inden du kommer den på køl, så den kan hvile i 20 min.
  4. Hæld lidt olie på din pande og varm den godt op.
  5. Form 5-6 bøffer og steg dem til de får en sprød og mørk overflade.
  6. Brug dem som pålæg, til bøffen i burgerbollen eller med råstegte kartofler og en god sauce.

Selleribøffer med violifeost

Efter min, synes jeg selv, vellykket workshop på Støvring gymnasium i sidste uge (selvfølgelig taget i betragtning af, at det var allerførste gang), havde jeg en del madvarer tilovers. Det betød blandt andet, at der var 2 selleriknolde og 2 pakker violifeost i den restpose, jeg hev med hjem. (Du kan forresten finde violife oste i Kvickly og sommetider også Super Brugsen). Med lidt god kaffe og en fortrolig snak med min ligeså madglade veninde fra København, fik vi mixet nogle ret syndige og lækre selleribøffer sammen.

img_4135

Du skal bruge:

1 knoldselleri

1/2 løg

3 hørfrøæg (3 spsk knuste hørfrø + 9 spsk lunkent vand)

4 tsk røget paprika

4 tsk paprika

3 tsk oregano

3 tsk hvidløgspulver

3 tsk løgpulver

1/2 dl gærflager

1/2 violife pizzaost

4 dl plantemælk

1-1,5 dl mel

1 dl rasp

salt og peber efter smag


  1. Bland de knuste hørfrø med lunkent vand i en skål og lad det stå og trække i 10 min.
  2. Skræl selleriroden og halver den 2-3 gange.
  3. Brug en foodprocessor eller et ganske almindeligt rivejern til at rive selleriroden + løg på den grove side og hæld det i en stor skål.
  4. Riv violifeosten og bland det sammen med selleri/løgblandingen.
  5. Tilføj de angivne krydderier + hørfrøæg og rør det godt sammen.
  6. Tilsæt plantemælk, mel og rasp + salt og peber. Mix, mix, mix!
  7. Stil farsen et sted, hvor den lige kan få lov til at hvile i 15-20 min.
  8. Find din bedste stegepande, skru op for varmen på dit komfur og hæld lidt olie i panden.
  9. Form selleribøfferne i den ønskede størrelse og steg dem på panden til de får en sprød overflade.
  10. Server bøfferne med en skøn frisk salat eller brug dem som bøffer i din næste omgang greasy burger.

Velbekomme.

Blomkålsbøffer med quinoa

Der vil være lidt stille på bloggen indtil nervøsiteten og dagen imorgen er overstået. Jeg skal for første gang holde en lille workshop med 20 elever på et gymnasium. Jeg er meget spændt men også en anelse nervøs, da det som sagt er første gang, og hvordan hulen griber man lige sådan en workshop an? Jeg har tænkt meget over, hvad jeg godt kunne tænke mig at lave sammen med eleverne, og jeg har da haft mange retter i tankerne – det indrømmer jeg gerne, men da der kun er lagt 2 timer og 25 minutter til, er det begrænset, hvor mange retter, man kan lave. Da det er første gang, vil jeg så vidt muligt ikke gabe over alt for meget, selvom vores bil er fyldt til randen med madvarer. Jeg har taget udgangspunkt i, at de er studerende – det vil sige, at retterne er forholdsvis billige at lave, hvilket passer mig fint, når jeg i forvejen har et ret stramt budget. Jeg glæder mig til at dele dagen med jer, når den forhåbentlig er vel overstået.

I forgårs da vi i familien fejrede Freyas 2 års fødselsdag var der burger på menuen om aftenen. Jeg har til vane at købe Naturli’s bøffer, når der skal laves burger, da de er nemme og smager godt. Men når jeg nu alligevel stod i køkkenet og havde til opgave at bage muffins og pizzasnegle til dagplejen, kunne jeg jo ligeså godt også gå i krig med at forberede bøfferne til aftensmaden. Med lidt inspiration og ideer i ærmet blev det til blomkålsbøffer med quinoa og persille.  I min burger kom jeg Violife skiveost, mayonnaise fra Naturli’, lynsyltede rødløg, avocadoskiver, tomat, agurk og stegte svampe. Til hele herligheden var der ovnbagte søde kartoffelfritter. Her får I opskriften på bøfferne:

img_4081

Du skal bruge

1/2 blomkål

1 løg

2 fed hvidløg

3 tsk løgpulver

3 tsk røget paprika

2 tsk hvidløgspulver

1 spsk balsamicoeddike

2 spsk tomatpure

1 tsk chilisauce

1,5 dl kogte quinoa

2 hørfrøæg (2 spsk knuste hørfrø + 6 spsk vand)

5 spsk rasp

1 håndfuld friskhakket persille

salt og peber efter smag


  1. Snit blomkål, løg og hvidløg på den fine side af rivejernet, eller blend det til en ensartet masse i en foodprocessor.
  2. Kog quinoaen efter anvisning på pakken.
  3. Tilføj krydderier, hørfrøæg balsamicoeddike, chilisauce og rasp til blomkålsblandingen
  4. Hæld den kogte quinoa deri og bland det hele godt sammen
  5. Tilsæt finthakket persille og stil farsen på køl i ca. 20 min.
  6. Form bøfferne og steg dem på en pande med olie eller bag dem i ovnen på 200° i 30-40 min. Vend dem undervejs.

img_4093

Velbekomme.

Falafler med gulerod og ingefær

I dag stod der falafler på nethinden. Det er længe siden, at jeg sidst har lavet falafler – jeg tænker at det simpelthen er på grund af, at jeg ikke har nogen foodprocessor i køkkenet. Sådan én savner jeg ofte når jeg laver mad. Heldigvis kan min stavblender fra kitchenaid også gøre arbejdet, og jeg skal da bestemt ikke klage for uden den havde der nok ikke været falafler på menuen. Det er sjovt at variere indholdet i falaflerne – de her er eksempelvis i en skøn kombination med ingefær, gulerødder og sesam. Falafler skal efter min mening steges i olie – men det betyder selvfølgelig ikke, at de ikke duer til ovnbagning – tværtimod. Jeg har bare erfaret at jeg bedst kan lide dem, med en sprød skorpe, og det kan oftest være svært at opnå samme sprødhed i ovnen.

img_4021

Til ca. 24 skal du bruge:

2 dl tørrede kikærter

2 løg

2 fed hvidløg

1,5 gulerod

1 håndfuld frisk persille

1 spsk røget paprika

2 spsk løgpulver

1 spsk spidskommen

2 tsk bagepulver

3 spsk rasp

3 spsk sesam

1 spsk citronsaft

1-2 tsk friskrevet ingefær

2 tsk chilisauce

2-3 tsk salt

Smag til med peber

4 spsk kokosolie


Udblød kikærterne i minimum 8 timer. Efter udblødning er det en meget god ide at skylle dem grundigt i vand. Hæld kikærterne i en foodprocessor eller brug ligesom jeg en god kraftig stavblender. Tilsæt krydderier, persille, gulerødder og væske. Blend det hele sammen til en ensartet masse og lad den hvile i 10-15 min. Tag en lille god gryde frem. Tilsæt kokosolie  og lad det smelte. Af falafeldejen former du små kugler, som du steger i den varme olie til de har en gyldenbrun overflade. Placer dem på et stykke køkkenrulle for at det kan absorbere noget af olien. Der vil ca. være 24 falafler i denne portion. Server falaflerne i en skøn grøn salat med tahindressing  eller brug dem som fyld i pitabrød.

img_4020

Velbekomme.

Grønne grønkålsdeller

Som I nok har bemærket – eller ihvertfald ved besked om nu, så er grønkål én af mine præferencer, når det kommer til kålsorter. Jeg kan godt lide smagen, mulighederne og tanken om de mange sunde vitaminer, som netop er i grønkål. Jeg er vokset op med grønlangkål, som er én af mine favoritter. Igennem min barndom lærte jeg også, at grønkål sagtens kan indgå i mange andre sammenhænge – og har du eksempelvis ikke prøvet at lave grønkålschips endnu, er dette simpelthen også noget du bør – eller kan kaste dig ud i at lave. Idag vil jeg gerne dele en opskrift på nogle dejlige grønne deller, som jeg kreerede idag alt imens min kære svigermor legede med F & A – hvilket er noget, som de sætter stor pris på.

img_3835

Du skal bruge:

300 g udblødte kikærter (uden at de skal koges). 

1 løg

2 fed hvidløg

2 tsk bagepulver

100 g optøede ærter

50 g grønkål

en håndfuld frisk persille

en håndfuld koriander (kan man ikke lide smagen er dette ej nødvendigt).

saften fra 1 citron

2 tsk chilisauce

2 tsk spidskommen

3 tsk salt

1,5 – 2 dl vand

ca. 5 – 6 spsk hvedemel

kokosolie til stegning

Aftenen inden du går igang, skal du sætte dine kikærter i blød i vand (mellem 10-12 timer). Det gør at giftstoffet, Lektin, bliver udvandet fra kikærterne. Lektin er ikke farligt for mennesker, men det kan forårsage at man ender med diarré eller mavekrampe, og det ønsker vi altså ikke – derfor UDBLØD KIKÆRTERNE.

Hæld kikærterne i en foodprocessor (eller brug ligesom jeg selv en god stavblender). De følgende ingredienser, men hold lidt igen med vand og mel, da det kan svinge lidt i, hvor fast du ønsker farsen. Min fars blev god ved de angivne mængder, men du kan sagtens gøre farsen en lille smule mere fast i konsistensen. Blend alle ingredienser sammen til en ensartet fars. Stil farsen på køl i 20 min. Tag din bedste stegepande frem og tilsæt kokosolie (har du en slip-let pande, er dette dog ikke nødvendigt). Panden skal være godt varm. Brug en ske til at forme bøffer eller deller af farsen og steg dem, til de har en gyldenbrun farve.

img_3834

Velbekomme.

Grønne linsedeller

Endnu en omgang linsedeller er havnet på bloggen, og dene gang er de med oliven. For et par dage siden kogte jeg en stor grydefuld med grønne linser, og planen var egentlig, at de skulle have været brugt til noget helt andet end linsedeller, men da tiden har været knap og linserne skulle bruges, blev det altså til en ordentlig omgang deller med oliven. Jeg er rigtig slem til at gå og snacke af dellerne, når vi har dem i køleskabet, så de holder ikke længe herhjemme hos os. Jeg bruger dellerne til rugbrødsmadder og til aftensmåltidet – eksempelvis i en burger.

image

Du skal bruge:

800 g kogte grønne linser

100 g oliven

10 g peberrod eller chilisauce

2 spsk gærflager

3 tsk røget paprika

3 tsk løgpulver

3 tsk karry

1-2 spsk hoisinsauce

1 spsk citronsaft

2-3 tsk salt

peber efter smag

en håndfuld friskhakket krydderier evt. persille

10 spsk havregryn alt afhængig af hvor våd farsen er

5 spsk rasp

Blend ingredienserne sammen til en ensartet masse og rør evt. Ekstra rasp eller havregryn i, hvis farsen føles for våd. Varm en pande op og tilsæt en smule olie, hvis ikke du har en slip-let pande – ellers behøves olie ikke. Form dem som små eller store bøffer. Steg dem på middelvarm temperatur og giv dem ca. 4-5 min på hver side.

image

Velbekomme.