Koldskål med kammerjunker

Uhm – hvem kan egentlig sige nej til en blød og cremet koldskål med knasende kammerjunker? Det kan jeg ihvertfald ikke. Vi nærmer os med hastige skridt en forhåbentlig varm sommerperiode, hvor koldskål ofte bliver indtaget i de danske hjem. Der findes flere varianter af koldskål på markedet – dog ikke nogen veganske, men det er heldigvis ikke så svært at lave det selv.


Kammerjunker:

  • 1/2 dl havregryn
  • 2 spsk smør
  • 1 tsk vaniljeessens
  • Skallen fra 1 lime
  • ca. 1 dl sukker
  • 3,5 dl mel
  • 1/2 dl mandelmælk
  • 1,5 tsk bagepulver

  1.  Tænd ovnen på 200º
  2. Hæld alle ingredienser i en skål og ælt dejen sammen – konsistensen er blød men til at håndtere.
  3. Tril pølser af dejen og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
  4. Bag dem i ca. 20-25 min men tjek undervejs. De skal være gyldenbrune.
  5. Når pølserne er færdigbagte tager du dem ud af ovnen og skærer dem i den tykkelse, som du ønsker kammerjunkerne skal have – hverken for tynde eller tykke.
  6. Placer derefter kammerjunkerne på bagepladen og bag dem færdige i ca. 5 min.
  7. Køl kammerjunkerne af og opbevar dem i en kagedåse. Brug dem som småkager eller spis dem sammen med koldskål.

Koldskål:

  • 3 dl Alpro soyayoghurt
  • 3 dl piskbar soyafløde
  • 2,5 dl mandelmælk
  • Saften fra 1/2-1 citron
  • 3 spsk sukker
  • 3-4 tsk vaniljepulver

  1. Hæld alle ingredienser i en skål og pisk det sammen med en elpsiker. Pisker du for længe vil du opleve at konsistensen bliver fast. Hæld lidt mandelmælk deri hvis dette er tilfældet.
  2. Smag koldskålen til og stil den derefter på køl i et par timer.
  3. Server koldskålen med friske bær og kammerjunker.

 

Jeg har forresten fået muligheden for at give jer 10 % på jeres første indkøb hos Vegan & Snacks – I skal bare indtaste rabatkoden: Greeneater og så skulle der gerne blive trukket 10 % fra jeres første køb – Rabatkoden gælder helt frem til d. 10 maj så skynd jer 🙂 

Marcipankage med passionsfrugt og citroncreme

Det gode vejr har for alvor meldt sin ankomst og det er simpelthen bare så skønt. Vi har brugt en del af tiden på at være udenfor og nydt at dagene lysner forude. Det er en skøn tid vi går i møde. Den her kage minder mig om, at vi snart kan glæde os til lidt flere af de varme dage. Kagen har en skøn smag af marcipan kombineret med et godt lag creme af piskbar soyafløde med passionsfrugt og citron. Jeg vil vove mig ud i at sige, at den her kage vil være et oplagt bud på en påskekage.


  • 2,5 dl plantemælk
  • 1 spsk æblecidereddike
  • 120 g sukker
  • 70 g plantesmør
  • 1/2 tsk natron
  • 2,5 tsk bagepulver
  • 2 tsk vaniljesukke
  • 2,5 dl mel
  • 3 dl mandelmel
  • 50 g marcipan

  1. Tænd for ovnen på 200°.
  2. Bland plantemælk og citronsaft sammen.
  3. I en anden skål pisker du plantesmør og sukker sammen. Tilsæt marcipan og mandelmel.
  4. Bland de tørre ingredienser sammen og hæld det op i smørblandingen.
  5. Tilsæt plantemælken lidt efter lidt og rør kagedejen til den bliver en ensartet masse.
  6. Hæld kagedejen i en lille springform beklædt med bagepapir og bag den i 35-45 minutter.
  7. Når kage er færdigbagt stilles den til afkøling. (Du kan vælge at dele kagen i to og kommen creme imellem lagene).

Creme:

  • 1 piskbar soyafløde
  • 1/2 citron
  • 5-6 passionsfrugter
  • en smule lunkent vand
  • 2 tsk agar agar
  • 1 spsk sukker
  • skallen fra 1/2 citron

  1. Hæld indmaden fra passionsfrugterne ud i en kasserolle sammen med saften fra 1/2 citron, 1 spsk sukker og revet citronskal. Ønsker du ikke at have kernerne fra passionsfrugterne med i cremen kan du si dem fra.
  2. Rør agar agar ud i en smule lunkent vand og hæld det i kasserollen.
  3. Tænd for komfuret og lad blandingen koge i 1-2 minutter alt imens du rører rundt.
  4. Tag kasserollen af varmen og lad blandingen køle lidt ned.
  5. Pisk soyafløden til skum og hæld passionsfrugt- og citronsaften deri alt imens du pisker.
  6. Fordel cremen over kagen og sæt den på køl inden servering. (Har du en rest creme til overs kan du spise den som en mousse serveret med friske bær og hakket mørk chokolade).

Børnevenlig morgengrød med kanel og kardemomme

Min datter Freya elsker havregrød og jeg elsker at lave grøden til hende fordi jeg ved, at hun spiser den med velbehag.

Det er oftest en ganske plain havregrød hun får med lidt frugt men det hænder også, at jeg kommer lidt ekstra fyld i grøden – og når jeg så har en rest grød tilovers, hvilket altid er tilfældet, kommer jeg den enten i bolledejen eller laver en omgang klatkager, som serveres til eftermiddagsmaden sammen med frugt.

Denne her morgengrød er med en skøn krydret smag af kardemomme og kanel og sammen med bananen som er med til at give grøden en fylde og sødme, er det virkelig en god måde at starte sin dag på. Husk endelig at tilføje en lille smørklat – gerne Naturli’s plantesmør!

Hvad kan I godt lide at putte i jeres morgengrød?


Morgengrød med kamel og kardemomme til 2 personer:

  • 1 dl perlespelt
  • 1 banan
  • 2 dl havregryn
  • 1/2 tsk kardemomme
  • 1 tsk ægte kanel
  • 3 spsk hampefrø
  • 2-3,5 dl havremælk eller vand
  • Naturli’s plantesmør

  1. Aftenen inden: Udblød dine perlespelt i vand i min 8 timer
  2. Hæld den udblødte perlespelt i en kasserolle havregryn, krydderier og banan. Tilsæt plantemælk/vand og kog grøden godt igennem.
  3. Tilsæt evt. mere væske, hvis dette er nødvendigt.
  4. Kom tilsidst hampefrø i grødblandingen og fordel den i 2 skåle.
  5. Top med et drys kanel og en smørklat.

Nøddepålæg

Jeg lavede en typisk fejl i sidste uge. Jeg havde i al min naivitet fundet to spreads fra Urtekram, som jeg i min gode tro gik ud fra var uden animalske produkter – det viste sig så, at hverken nøddepatéen eller bønnepatéen var veganske. Jeg var virkelig ked af det, da jeg opdagede det – sådan helt ned i maven. Og når jeg nu tænker mig om, er det jo ikke nogle nye spreads, som er kommet på hylderne – tværtimod er produkterne bare kommet på glas med en ny etikette derpå.

Så dette skal være for mit vedkommende en påmindelse om, at jeg uanset producenten eller ej skal huske at tjekke ingredienslisten – og ja. Det kan ske for enhver, men husk på at uanset hvad er det virkelig bare om at komme op på hesten igen – og det er lige netop det, jeg gør. Her får du min udgave af nøddepålæg – helt og aldeles vegansk.


Nøddepålæg:

  • 1/2 dl hasselnødder
  • 1/2 dl sesamfrø
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 spsk hampefrø
  • 1 tsk kala namak* (ej nødvendigt) 
  • 2 gulerødder
  • 1 spsk tomatpuré
  • 2 spsk gærflager
  • 1 tsk røget paprika
  • 2 tsk løgpulver
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk salt
  • 3 spsk citronsaft
  • ca. 2- 2,5 dl vand

  1. Skræl gulerødder og pil hvidløget
  2. Kom kerner og nødder på en varm pande og rist dem godt af.
  3. Hæld ingredienserne i en foodprocesser og blend til du har en ensartet tekstur. Hæld lidt vand i undervejs og smag nøddepålægget til med salt og peber.
  4. Hæld pålægget på skoldede patentglas og opbevar det på køl.

* Kala Namak: også kaldet sort salt har med sit høje svovlindhold en smag som minder meget om æg, og er derfor rigtig god i veganske “ægge” retter.

Pastinak-kage med hasselnødder og kakaonibs

Lyder overskriften en anelse mærkelig i dine ører? Måske? Pastinak-kage er vist ikke noget, der bliver talt om så tit, men hvorfor skulle det være så meget anderledes end når vi bager gulerodskage – eller squashkage for den sags skyld?

Tanken var egentlig ikke “kage”, da jeg i torsdags så den pose med økologiske pastinakker, som var nedsat til en flad 10ér
(jeg elsker for i øvrigt STOP MADSPILD konceptet!). Det var egentlig først om søndagen, at det slog mig: ” Det er søndag – det er kagetid!”. 

Og ja. Så måtte jeg igang. Med to små tilskuer ved min side, jonglerede jeg med bageingredienserne, tændte for køkkenmaskinen og 1-2-3 var kagen klar til at blive bagt. Det plejer at gå rimelig stærkt, når jeg bager kage, men det kan jeg vist kun takke min køkkenmaskine for.

Kagen er skøn – kagen er mild og med en fin balance takket være kakaonibs og finthakket hasselnødder, som er med til at give kagens sødme en anelse modspil.


IMG_4458Pastinak-kage med hasselnødder og kakaonibs:

  • 1 stor pastinak eller 2 små
  • 3 spsk plantesmør
  • 1 tsk eddike
  • 2 dl plantemælk
  • 1 tsk bagepulver
  • 1,5 tsk vaniljepulver/sukker
  • Skallen fra 1 citron
  • 1/2 tsk natron
  • 1,5 dl sukker
  • 2,5 dl mel
  • 1 håndfuld finthakket mandler
  • 4-5 spsk kakaonibs

  1. Tænd ovnen på 200°
  2. Klargør din pastinak, skær den i grove tern og kog den mør i en kasserolle med vand.
  3. Hæld pastinakken i en skål og brug en elpisker eller piskeris til at mose pastinakken.
  4.  Tilsæt smør, eddike, sukker, natron, bagepulver, vanilje og revet citronskal i skålen.
  5. Pisk dejen godt sammen.
  6. Tilsæt plantemælk og mel i lidt efter lidt indtil der ikke er mere tilbage.
  7. Tilsæt finthakket hasselnødder og kakaonibs i dejen.
  8. Hæld dejen i et lille fad beklædt med bagepapir og bag kagen i 35-40 min.
  9. Lad kagen køle af og server den med pisket soyaflødeskum.

IMG_4449

Jordbærpandekager med hampefrø

Pigerne og jeg elsker dem – pandekager i alle afskygninger. Dog er der én særlig pandekage, der hitter hver gang. Det er nemlig den pandekage, som godt kan indgå som et forholdsvis sundt og mættende morgenmåltid. Du bestemmer jo selvfølgelig selv, hvor sunde de skal gøres. De her pandekager er med et naturligt indhold af sukker og så smager de lidt af sommer og sol ?


IMG_4445Jordbærpandekager med hampefrø 2 personer:

  • 2,5-3 dl havregryn
  • 1 banan
  • 1 tsk bagepulver
  • 1,5 tsk vaniljepulver
  • 1,5 dl optøede jordbær fra frost
  • 2 dl plantemælk
  • 3-4 spsk hampefrø

  1. Blend alle ingredienser (bortset fra hampefrø) sammen til en ensartet masse.
  2. Tilsæt hampefrøene til dejen og lad den stå i 15 min.
  3. Varm en god pande op lav pandekagerne som du ønsker dem – store eller små. Har du en god pande er olie ikke nødvendigt i denne process.

Rigtig god søndag ?

Cookieevent og Morgenmadspizzaer

Til de af jer, som også følger med på min facebook og instagramprofil, kommer det tydeligvis ikke bag på nogen, at humøret var i topform, da vi uddelte cookies i byen i Aalborg. Jeg gik derfra med en følelse af, at vi havde gjort et kanon godt stykke arbejde og selvom jeg havde begge pigerne med, gik det hele alligevel op i en højere enhed. Med Anna på ryggen i viklen og med Freya på hhv gåben og i barnevogn, fik vi mødt en masse glade mennesker, som hjerteligt takkede ja til en vegansk cookie med dertilhørende folder. Og overraskende nok var der mange, som faktisk lyste op, da de hørt ordet “Mad med Medfølelse” og “vegansk”. Det viser bare, at der er rigtig mange folk der måske interesserer sig mere for veganisme, bæredygtighed og grøn mad end tidligere. Det er helt sikkert takket være den viden vi tildeler os idag igennem internettet og medierne samt den brede forståelse for at vi skal gøre noget mere for dyreetik og dyrevelfærd.

IMG_4404 Og med hjælp fra et skønt grisekostume lånt, som vi lånte af Dyrenes Alliance i Århus, fik vi skabt en del fokus og glæde iblandt de mange forbipasserende.

For et par dage siden postede jeg et billede af disse morgenmadspizzaer. Jeg har tidligere postet et indlæg om morgenmadssnegle som du kan se her, så derfor var det også på sin plads, at jeg kastede mig ud i at lave små pizzaer, som kan spises til morgenmad eller brunch. Det bedste af det hele er, at du bestemmer selv, hvad du bruger af topping. Jeg giver jer dog lige lidt inspiration og viser hermed, hvad jeg toppede mine pizzaer med:


IMG_4380Morgenmadspizzaer 4-5 stk:

  • 1 portion basicdej
  • 10 dadler
  • 1/2 dl plantemælk
  • 2 spsk kakaonibs
  • 1 tsk kanel
  • 2 æbler
  • 2 bananer
  • 1-2 spsk hampefrø
  • evt. revet citronskal og finthakket mynteblade

  1. Lav en portion basicdej
  2. Fjern stenene fra de 10 dadler og blend dem sammen med kakaonibs, havremælk og kanel.
  3. Del dejen i det antal du ønsker og rul dem ud. Husk at tænde for ovnen på 200°.
  4. Fordel lidt daddelcreme på dine små pizzaer og skær æbler og bananer i tynde både og skiver.
  5. Top dine små pizzaer med frugten og bag dem i ovnen i 12-14 min.
  6. Efter bagning kan du strø dine pizzaer med hampefrø, revet citronskal og evt. finthakket mynteblade.

 

Spaghetti tofunara

Dagen nærmer sig den 8 marts. Ja, det er jo så allerede imorgen. Som tidligere skrevet lige her, er jeg blevet lokalkoordinator for Mad med Medfølelses afdeling i Aalborg, og hvis du befinder dig i Aalborg klokken 11:30 og 16:30’ish vil der i byen (tæt på hovedbiblioteket) være uddeling af cookies og soyabrikker fra Naturli’. Vi står klar til at sige hej til dig og dette sker netop på grund af at vi fejrer Marts med Medfølelse. Så kig endelig forbi, hvis du alligevel er i byen.

Udover det vil jeg her vise jer, hvad man kan bruge sin røgede tofu til. Jeg er ikke så god til at bruge tofu, og det er nok derfor, at det ikke er noget, som jeg har på lager, men når jeg så har, ender det oftest altid med at være den røgede tofu. Det er nok den, som jeg bedst kan lide. Der findes rigtig mange varianter af tofu og nogle ligger i en skøn marinade, men dem har jeg ikke været så heldig at smage endnu.

Hvis du ikke har nogen idé om, hvor du kan finde get tofu så fortvivl ej. Rigtig mange Aldi butikker mandet over har fået veganske spread, pølser og lign. på deres hylder og rygtet siger, at de også har røget tofu, så tjek endelig den lokale Aldi ud og hvis ikke er der flere websteder, der forhandler røget tofu såsom GreenOS.


IMG_4366Tofu Cabonara til 1 person:

  • 1 spsk olie
  • 1 løg
  • 1 hvidløg
  • 1/2 røget tofu
  • 1/2 madlavningsfløde fra Naturli’
  • skallen fra 1/2 citron
  • 1 stor spsk gærflager
  • salt og peber
  • Evt. Revet Violifeost men overhovedet ikke nødvendigt
  • Fuldkornsspaghetti

  1. Sæt en gryde med vand over og tilbered spaghettien efter anvisning på pakken.
  2. Pil og snit dit løg og hvidløg fint.
  3. Kom det på en pande med lidt olie og svits det i 1-2 min.
  4. Tag din røget tofu og skær den i små tern, som du herefter kommer på panden til de øvrige ingredienser. Toften må gerne steges sprød.
  5. Tilsæt gærflager, soya madlavningsfløde og citronskal og hæld de færdigkogte spaghetti med på panden.
  6. Smag retten til med salt og peber og top evt. retten med revet Violife ost inden servering.

Buon appetit ?

Baba Ganoush med butterbeans

Når aftensmaden skal være nem og overskuelig, ender det oftest i “dippedip”. Ordet stammer vistnok fra min tid på kollegiet, hvor der oftest blev lavet “dippedip”, når der skulle hygges. “Dippedip” mad består egentlig bare af en masse grøntsager og frugt skåret ud i stave eller buketter. Oftest hører der også lidt hjemmebagt knækbrød dertil. Sådan et måltid er i mine øjne et festmåltid – og man bliver mæt! Og har man 3-4 forskellige dip er man godt helgarderet.

Jeg havde oprigtig aftalt med mig selv om, at jeg ville lave Baba Ganoush af den aubergine, som jeg længe havde placeret i ovnen, men i en almindelig Baba Ganoush er der ikke Butterbeans og det er der altså i den her udgave:

IMG_4349


Baba Ganoush med Butterbeans:

  • 1 aubergine
  • 1 ds butterbeans
  • 1 spsk tahin
  • Saften fra 1/2 citron
  • 1 fed hvidløg
  • 3 tsk salt
  • 1,5 tsk chilisauce
  • 2 tsk røget paprika
  • 2 tsk spidskommen
  • 1 tsk garam masala
  • 1 håndfuld persille
  • 1/2 dl olie
  • Vand efter behov

  1. Tænd ovnen på 200° og halver din aubergine.
  2. Prik kødet med en gaffel, drys en smule salt derpå og bag dem i ovnen i ca. 30 min. Kødet skal være helt blødt.
  3. Når auberginen er færdigbagt kan du vælge at bruge hele auberginen eller skrabe det hvide kød ud for derefter at komme det i en foodprocessor sammen med tahin, hvidløg, citronsaft, krydderier, olie, salt, butterbeans, persille og vand efter behov.
  4. Blend til du har den ønskede konsistens.
  5. Smag cremen til med salt og citronsaft og hæld den i en skål.
  6. Brug den som dip, som tilbehør til en hovedret eller som et alternativ til hummus på din rubber (rugbrødsmad).

 

Hummus med søde kartofler og kanel

Man kan vist godt sige, at der er gået kanel på hjernen. Det er sjovt at bruge andre krydderier i sin hummus end man lige er vant til. Sommetider sidder krydderierne lige i skabet mens man andre gange måske lige skal sim hummus til et par gange inden den sidder lige i skabet. Heldigvis fungerede den søde kartoffel rigtig godt sammen med kanel og kikærter.


IMG_4204

Du skal bruge:

  • Kikærter svarende til 1 dåse (240 g kogte)
  • 1 fed hvidløg
  • 1/2-1 sød kartoffel
  • 2 tsk ægte kanel
  • 2 tsk spidskommen
  • 3 spsk citronsaft
  • 1-2 tsk salt
  • 2 spsk olie
  • Vand efter behov, når kikærterne blendes.

  1. Tænd ovnen på 200° og skræl din søde kartoffel.
  2. Skær den i grove tern og kom ternene på en bageplade beklædt med bagepapir.
  3. Bag kartoffelternene i ovnen i ca. 20-25 min.
  4. Hæld kikærterne i en blender/foodprocessor.
  5. Tilsæt hvidløg, krydderier, olie, citronsaft og kartoffelternene og blend, blend, blend.
  6. Tilsæt lidt vand undervejs til du har en cremet konsistens.
  7. Smag din hummus til. Det kan være, at du gerne vil have mere hvidløg eller kanel i – eller måske synes du, at den har brug for noget citron eller salt.