Spaghetti tofunara

Dagen nærmer sig den 8 marts. Ja, det er jo så allerede imorgen. Som tidligere skrevet lige her, er jeg blevet lokalkoordinator for Mad med Medfølelses afdeling i Aalborg, og hvis du befinder dig i Aalborg klokken 11:30 og 16:30’ish vil der i byen (tæt på hovedbiblioteket) være uddeling af cookies og soyabrikker fra Naturli’. Vi står klar til at sige hej til dig og dette sker netop på grund af at vi fejrer Marts med Medfølelse. Så kig endelig forbi, hvis du alligevel er i byen.

Udover det vil jeg her vise jer, hvad man kan bruge sin røgede tofu til. Jeg er ikke så god til at bruge tofu, og det er nok derfor, at det ikke er noget, som jeg har på lager, men når jeg så har, ender det oftest altid med at være den røgede tofu. Det er nok den, som jeg bedst kan lide. Der findes rigtig mange varianter af tofu og nogle ligger i en skøn marinade, men dem har jeg ikke været så heldig at smage endnu.

Hvis du ikke har nogen idé om, hvor du kan finde get tofu så fortvivl ej. Rigtig mange Aldi butikker mandet over har fået veganske spread, pølser og lign. på deres hylder og rygtet siger, at de også har røget tofu, så tjek endelig den lokale Aldi ud og hvis ikke er der flere websteder, der forhandler røget tofu såsom GreenOS.


IMG_4366Tofu Cabonara til 1 person:

  • 1 spsk olie
  • 1 løg
  • 1 hvidløg
  • 1/2 røget tofu
  • 1/2 madlavningsfløde fra Naturli’
  • skallen fra 1/2 citron
  • 1 stor spsk gærflager
  • salt og peber
  • Evt. Revet Violifeost men overhovedet ikke nødvendigt
  • Fuldkornsspaghetti

  1. Sæt en gryde med vand over og tilbered spaghettien efter anvisning på pakken.
  2. Pil og snit dit løg og hvidløg fint.
  3. Kom det på en pande med lidt olie og svits det i 1-2 min.
  4. Tag din røget tofu og skær den i små tern, som du herefter kommer på panden til de øvrige ingredienser. Toften må gerne steges sprød.
  5. Tilsæt gærflager, soya madlavningsfløde og citronskal og hæld de færdigkogte spaghetti med på panden.
  6. Smag retten til med salt og peber og top evt. retten med revet Violife ost inden servering.

Buon appetit ?

Spaghetti med tomatsauce og Naturli’s frikadeller

Godt nok er jeg netop nu ude på Lars Tyndskids marker – altså derude hvor man slår malingen fast med søm og hvor man tror, at veganere lever af græs og mælkebøtter – men at jeg lige netop i  den lokale ‘Super Brugsen’ skulle finde et nyt produkt fra Naturli’ den havde jeg vitterligt ikke set komme. Selvfølgelig blev jeg nødt til at hive hele to pakker med hjem. Hegnet positivt overrasket over smag og konsistens. Da selve frikadellerne er krydret med harissa, som er en spicy men også sødlig chiliblanding fra Nord Afrika, syntes jeg, at de indgik perfekt i denne enkle pastaret, som jeg lavede her til aften hos mine forældre. Min far elsker når jeg går i krig i køkkenet hjemme hos dem, for så er der altid lidt nyt at smage på.

img_3977

Til 2 personer skal du bruge:

3 spsk olie

1 løg

1 stængel bladselleri

1/4 selleri

3 gulerødder

2 fed hvidløg

2 spsk balsamico

3 tsk røget paprika

1 tsk paprika

1 bouillonterning

2 spsk oregano

1 spsk timian

2 spsk soya

1 ds tomatpure

1 ds hakkede tomater

2 dl vand

salt og peber

1-2 pakke Naturli’ frikadeller

fuldkorns spaghetti

stavblender


Klargør alle grøntsager (skæres i tern) og find en gryde frem fra skjul. Hæld olie deri og tænd for blusset. Tilføj balsamicoeddike og grøntsagerne. Vend det et par gange rundt i gryden. Hæld pure, hakkede tomater, bouillon, krydderier og vand deri inden du kommer låg på og lader det koge i 20-25 min. Tag gryden af varmen og blend tomatsaucen med din stavblender. Smag tomatsaucen til med salt og peber. Tilsæt frikadellerne fra Naturli’ og stil den tilbage på kogeblusset på lav varme. Kog spaghetti efter anvisning på pakken og server dem sammen med din tomatsauce. Tilføj evt. Friske krydderurter og veganerost. Velbekomme.

img_3975

One pot pasta med spinat og grønkål

Vi er kommet ind i en spaghettistime herhjemme, men det tror jeg bestemt ikke, at der er nogle af husets andre beboere som protestere imod – begge pigerne og ikke mindst herren i huset elsker spaghetti, så jeg må give mig. Noget af det, som jeg er stødt på op til flere gange i løbet af år 2016 er de såkaldte ‘One-pot-pasta’ dishes. For en, til tider ret presset, børnefamilie er dette simpelthen formidabelt. Det går egentlig blot ud på, at du med én gryde i brug kan fremtrylle den lækreste pastaret frem i løbet af 25 minutter. Smart, ikke? img_3940

Til 2 personer skal du bruge:

1-2 tsk olie

1 løg

1 peberfrugt

2 fed hvidløg

2 tsk røget paprika

2 tsk løgpulver

2 spsk soyasauce

saften fra 1 citron

1 ds flåede tomater

en håndfuld finthakket persille

2 håndfulde grønkål

2 håndfulde spinat

1/2 bouillonterning

1 dl plantemælk

1 dl vand

Fuldkornsspaghetti til 2 personer ca. 200-250 g


Snit løg, peberfrugt og hvidløg. Tænd for kogeblusset, hæld olie i gryden og tilføj de snittede grøntsager. Rør rundt et par gange og tilsæt krydderier, gærflager + soyasovs. Skyl dit grønkål og spinat inden du kommer det i gryden sammen med de resterende ingredienser – altså bouillon, citronsaft, plantemælk, flåede tomater, vand og spaghetti. Læg låget på og lad retten småkoge i ca. 20 minutters tid eller indtil spaghettien er færdigkogt. Tilsæt evt. mere væske undervejs hvis dette er nødvendigt. Smag retten til med salt og peber og pynt endelig din ret med friske spirer, hvis du har dette i hjemmet.

img_3939

Velbekomme.

Squashghetti med avocadocreme

Det er idag dagen før dagen – juleaften. I køkkenet er der gang i syslerierne og de sidste gaver bliver pakket ind. Mørket har endnu engang lagt sig, og lille A sover trygt og lunt. Jeg frygtede, at jeg der var en omgang influenza på vej til mig, men jeg har det heldigvis bedre – gudskelov! Vi sætter lige influenzaen på standby, indtil julen er overstået.

Der er en tradition om, at man lillejuleaften får risengrød til aftensmad, da resten bruges til risalamande den næste dag. Herhjemme ser det dog helt anderledes ud. Jeg lavede en portion risengrød, som nu står på køl. Havde min appetit været der til aftensmad havde jeg helt sikkert kreeret en omgang squashghetti med avocadocreme. Mættende og smagfuld på samme tid og så er det altså blot med få ingredienser.

IMG_3638

Til en portion:

1 squash

evt. 2 gulerødder

1 avocado

1 håndfuld persille

1 tsk røget paprika

1 spsk gærflager

2 tsk løgpulver

saften fra 1 citron

salt og peber

udstyr: en spiralizer

gærflager, sesamfrø og friske krydderurter til topping

skyld grøntsagerne og kør dem igennem din spiralizer. Et alternativ er et rivejern. Blend din avocado med følgende ingredienser og smag til med salt og peber. Rør cremen sammen med dine grøntsagsstrimler og drys med gærflager, sesamfrø og friske krydderurter. Serveres med et lækkert stykke brød on the side.

Velbekomme.

Indehoæder affiliatelinks

Hverdags linse-bolo

Linser. You can’t live without them. Du har sikkert stødt på linser i dit lokale supermarked. Der findes flere varianter og derfor også mange muligheder, når du laver mad med linser. Nogle koger lettere ud og andre bruges eksempelvis i salater, deller osv. I denne sauce har jeg brugt røde linser. Røde linser koger meget let ud, har en smuk rød farve og smager i bund og grund fortræffeligt. Denne linsesauce kan du bruge til lidt af hvert. Du kan bruge den sammen med pasta, som fyld i din lasagne, som tilbehør til ris eller bare spise den som den er med et stykke groft brød dertil. Det er i virkeligheden kun fantasien, der sætter sine grænser, så tænd for kogeblusset og sæt igang.

Du skal bruge:
1 løg
2 fed hvidløg
1 rødbede
1 pastinak
1 gulerod
2 stængler bladselleri
2 tsk røget paprika
2 tsk liquid smoke (kan udelades)
2 tsk chilisauce
2 tsk citronsaft
1/2 dl gærflager (kan udelades)
1 spsk oregano
2 spsk tomatpuré
2 små kopper røde linser
1 bouillonterning
2-3 dl vand
ca. 1 dl rødvin (kan udelades)
1 ds hakkede tomater
Friske krydderurter (Rosmarin, persille, basilikum osv.)
Salt og peber

Samtlige grøntsager snittes i små fine tern og kommes i en gryde med olie. Det hele svitses godt igennem. Tilsæt de røde linser med de øvrige krydderurter, friske krydderier plus vand. Det er muligt, at du skal tilsætte noget mere væske undervejs, da linserne suger meget af væden. Lad saucen simre i noget tid. Husk at smag til undervejs. Det kan være, at du selv synes, at der skal noget mere chili i eller måske en smule ketchup? I så fald er det en sund og mættende sauce fyldt med gode vitaminer og proteiner. Ønsker du en lidt mere blød konsistens, vil jeg anbefale, at du blender saucen en smule. Dog synes jeg, at der stadig godt må være lidt tekstur – det ser en smule pænere ud sådan rent visuelt.
Velbekomme.

image1