Vintertærte
I den her uge har pigerne og jeg hygget os med leg, små gåture i snevejret og bagning. De hjalp (eller F gjorde) med at opdele og sortere i de mange grøntsager, som vi hentede hos Aalborg Fødevarefællesskab i onsdags. Jeg har været medlem et stykke tid, men det er allerførste gang, at vi henter grøntsager derfra – dog er det ikke sidste gang. De udleverer hver onsdag mellem 16-18, og skulle man have lyst til at vide mere, kan man besøge deres hjemmeside, som jeg har linket til her. For 100 kr fik vi en stor stofpose med følgende grøntsager:
1 stok Rosenkål fra Ulvhøj
1 bdt. Grønkål fra Ulvhøj
1 bdt Rodpersille m/ top fra Ulvhøj
1 stk. Selleri m/top fra Ulvhøj
3 Porrer fra Ulvhøj
1 bdt. Persille fra Ulvhøj
1 stk. Squash fra Ulvhøj
1 kg Raja kartofler fra Lille Østergaard
1 kg Farvede gulerødder fra Lille Østergaard
Jeg synes selv, at det er en skøn pris, når man tænker på at alt er økologisk dyrket, og det bedste af det hele er, at det næsten er emballagefrit. Tænker man over det, smider vi alt for meget unødvendigt emballage ud i dagligdagen. Bare tænk på alt det, som frugt og grønt er pakket ind i. Personligt har jeg et mål for 2017 om, at vi kan mindske emballageforbruget i hjemmet. Det bliver svært, men det skal nok lykkes.
Min første del af grøntsagerne gik til en smagfuld og vinterlig tærte, som jeg hellere end gerne vil dele med jer.
Til tærtedejen skal du bruge:
1 dl rugmel
3 dl hvedemel
100 g plantemargarine
2 spsk vand
1 nip salt
Bland følgende ingredienser sammen, smør et tærtefad og fyld den med tærtedej. Prik dejen med en gaffel og stil den på køl i ca. 30 min eller indtil du skal bruge den. Forvarm ovnen på 220° og bag tærtedejen i ca. 10 min.
Fyld til tærten:
1 stor gulerod
1 porre
2 kartofler
2 persillerødder
1 rødbede
50 g rosenkål
1 løg
1 pastinak
1 tsk urtesalt
2 tsk røget paprika
1-2 tsk citron
Snit alle dine grøntsager fint og sauter dem på en stegepande med lidt olie. Tilsæt krydderier og evt. friske krydderurter.
Til ostesaucen:
3 håndfulde cashewnødder
3-4 dl plantemælk
4 spsk gærflager
1 tsk citron
10 g soltørrede tomater (ej nødvendigt)
2 tsk røget paprika
3-4 tsk urtesalt
Peber efter lyst
Udblød nødderne i plantemælken i 20-30 minutters tid, inden du blender dem med de resterende ingredienser. Smag endelig til undervejs. Den færdige væde hælder du over tærten og stiller den i en forvarmet ovn på 200° Til den er gyldenbrun. Det tog ca. 20 min for min. Tag tærten ud af ovnen og lad den stå og sætte sig, inden du skærer i den. Server en frisk omgang råkost dertil.
Velbekomme.
Indeholder affiliatelinks
[…] gør det meget nemt i forhold til travle hverdage. Jeg har stadig en del grøntsager til overs fra fødevarefællesskabets ugentlig afhentning, og hvad kunne ikke være mere lækkert end en grønkålssalat med grønne linser? Udover grønkål […]